Det er gået fra nul til 18 mio. kr. i nettoomsætning og fra to til 22 medarbejdere på fem år. Og hvert år med sort bundlinje. Men sidste år under SXSW sad de to stiftere, Morten Hershøj og Thorkild Bjerre, og spurgte sig selv:

– Er det dét, vi vil? Vil vi vokse for vækstens skyld? Skabte vi ikke netop Another som et alternativ til de andre bureauer? Vi vil være kundernes trusted advisor, ikke ”kun” deres reklamebureau, siger de to i dag.

Hvad er der galt med at vokse?

– Overhovedet intet. Vi har bare indset, at der eksisterer en form for dødemands-land i bureaubranchen, hvis man er mellem 20 og 60 mand, og stræber efter væksten, snarere end kvaliteten i rådgivningen.

Er der en modsætning?

– Ja, i den forstand, at vi vil være dem, der er lead på kundemøderne. Vi kommer ikke til at sælge på Thorkilds og mit navn, og når kunden er landet, sender vi B-kæden. Kunderne skal møde stifterne, der ligger kvalitet og troværdighed i det, siger Morten Hershøj.

Vi bygger brands, vi laver ikke kun reklame

Der er godt nok en ejendommelig holdning i et bureau, der netop har modtaget Børsens Gazelle-statuette med posten?

– Der ligger en fin sandhed i bogen ”Small Giants. Companies that choose to be Great rather than Big”. Vi er sat i verden for at bygge holdbare og troværdige brands, ikke kun skabe reklame.

Er der en modsætning?

– Ikke altid, men netop fordi det tager længere tid at bygge holdbare brands, end skabe en fin reklame-kampagne med et stort budget, har vi valgt at gå den vej, vi udstak for fem år siden, da vi drømte om at være et alternativ til de andre bureauer.

Og konkret gør I så?

– Vi er gået fra at være 22 medarbejdere til at være 12 i dag. Vi har fx fjernet et lag designere og app-udviklere. Vil vore kunder fx have en app – og har de brug for det – sender vi dem hen til gode kolleger, der løser det. Vi bygger holdbare brands, vi ønsker ikke at de-fokusere vores arbejde ved at sprede os.

Insourcing er kommet for at blive

Hvorfor er I pludselig kommet på den idé?

– Fordi vi har indset, at der er to veje inden for bureau-verdenen. Enten er man stor, altså over 60 medarbejdere med multi-kompetencer, eller også er man små, agile og fokuserede på det, der er ens kernekompetencer.

– Det sidste giver mening for os, fordi der i disse år foregår en insourcing af bureau-kompetencer hos virksomhederne. Så sideløbende med, at vi slanker tilbuddene til markedet, lægger vi os tæt op ad vore kunder, så de ser os som en del af sig selv, ikke tilkøbte reklametiltag.

– Endelig tror vi på, at virksomhederne i endnu højere grad burde insource deres markedsføring, fordi det er så mange fordele ved at fx at kontrollere egne data og håndtere brand-bygningen i bredere forstand.

Summa summarum?

– Verden har ikke brug for flere brands, men bedre brands. Verden har heller ikke brug for mere reklame, men bedre reklame. Det er den påstand, vi ønsker at indfri, slutter Morten Hershøj og Thorkild Bjerre.