Kommunikationsbureauerne Dimension Design og Public Image skal stå for markedsføringen af en ny bydel i Hillerød i Nordsjælland. Arbejdet kommer blandt andet til at inkludere 3D-billeder, film og virtual reality.

Det oplyser bureauerne i en pressemeddelelse. 

Det er M. Goldschmidt Ejendomme, der opfører den nye bydel Frederiksbro i den nordsjællandske by. De første af de 1000 nye lejeboliger skal efter planen være klar til indflytning i foråret 2020.

- Det er afgørende, at de potentielle lejere får en wauw-oplevelse af, hvor godt det færdige projekt bliver. Her leverer vi en samlet løsning med navn og identitet, website, 3D-billeder, animationer og film, virtual reality, trykte materialer og markedsføring på alle medier, siger CEO Uffe Bengaard fra Dimension Design i en pressemeddelelse. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

De to Aalborg-bureauer oplyser, at man tidligere har samarbejdet om markedsføring af boligprojekter for ejendomsudviklere i hele landet. 

Men Frederiksbro bliver ”med afstand det største enkeltstående projekt og kommer til at strække sig over en periode på cirka otte år.”

- Oplægget har været, at bygherre ønsker at udleje boligerne med nul procents tomgang. Samtlige 1000 boliger skal altså være udlejet, inden de står klar til indflytning. Derfor har vi budt ind med et ambitiøst oplæg på, hvordan vi opbygger tilstrækkelig kendskabsgrad til den nye bydel og tiltrækker lejere fra en række differentierede segmenter af mulige beboere, siger Jasper Dyg, der er partner i Public Image, i pressemeddelelsen.

Jasper Dyg oplyser til Markedsføring, at man i ”opstartsfasen, der strækker sig fra august til nytår” vil bruge ”knap en tredjedel af de timer”, der skal bruges på projektet. 

- Her skal vi blandt andet i gang med det strategiske brandingarbejde, forklarer han.

Derudover skal der udvikles et onlineunivers, der formidler, hvordan det bliver at bo og leve i den nye bydel. Herefter skal der opbygges communities på sociale platforme og løbende afvikles PR- og kampagneaktiviteter i takt med, at den nye bydels etaper igangsættes.

Den bærende ide bag Frederiksbro er skabt ud fra ”livets cyklus”. Boligerne skal således kunne huse alle generationer lige fra studerende til unge par, børnefamilier og bedsteforældre. 

Foruden de mange boliger kommer projektet til at bestå af en grøn kile med en 300 meter lang, kunstig sø, der skal binde området sammen som et stort, rekreativt samlingspunkt med blandt andet svømmebassin, kajanlæg, strand og faciliteter til vandsport, oplyses det. 

Projektet betyder, ifølge Jasper Dyg, at Public Image har ”mandet op med en af de mest erfarne pr- og kommunikationsrådgivere i landsdelen”. Derudover har bureuaet ”mandet op på SoMe med en medarbejder”. 

Han oplyser videre, at Dimension Design har ”kapaciteten med 10 medarbejdere, der udelukkende arbejder med markedsføring af boligprojekter for de største ejendomsudviklere i Skandinavien, så for dem handler det mest af alt om planlægning.”

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.