Brandbureauet Pravda er af Danfoss blevet genvalgt som såkaldt preferred partner-bureau. Dermed bliver Pravda en del af et nyt bureau-setup, der skal styrke Danfoss’ internationale marketingaktiviteter. Det oplyser bureauet mandag.  

Brandbureauet Pravda, der har arbejdet for Danfoss-koncernen siden 2004 og i tidens løb har løst knap 2.000 opgaver for netop Danfoss, oplyser, at bureauet i bureau-runden pitchede en global produktkampagne for Danfoss Cooling. 

Den endte bureauet med at vinde, og kampagnen vil i løbet af den kommende tid rulles ud i samarbejde med en af Danfoss’ globale grossister.  

Hvor meget preferred partner-samarbejdet er værd i kroner og øre oplyses ikke, ligesom Pravda oplyser til Markedsføring, at det er en oplysning, man "ikke kan gå ud med". 

Mette Munk fra Danfoss Group Branding & Design forklarer valget af Pravda som preferred partner således: 

- Vi har samarbejdet med Pravda i mere end 14 år, og det har givet vores faste Pravda-team en helt særlig forståelse for vores verden. Pravda er ikke blot en leverandør, men en tæt samarbejdspartner, der altid udmærker sig ved at turde udfordre status quo og levere effektfulde kampagner og løsninger – på tværs af vores markeder og forretningsområder. Derfor er det helt oplagt, at vi fortsætter og udvider samarbejdet, siger hun i en pressemeddelelse. 

En del af baggrunden for sejren skal findes tilbage i 2015, hvor Pravda besluttede at skære hele B2C-forretningen fra og udelukkende fokusere på B2B-kommunikation- og branding.  

Ifølge bureauets adm. direktør, Mette Hejl, har fravalget i høj grad været medvirkende til, at Pravda nu kan se frem til at løse endnu flere opgaver på verdensplan for den danske koncern.  

- Hvis du vil være dygtigst til noget, så kan du ikke være tusindkunstner. Du er nødt til at træffe nogle fravalg og fokusere 100 procent. Vi er på en rejse mod at blive en del af branding-eliten på verdensplan, og jeg synes i al beskedenhed, at vi lykkes ret godt, når vi bliver udvalgt af Danfoss, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det forpligter naturligvis, og derfor har vi på det seneste oprustet med nye strategiske kræfter og en partnerudnævnelse, der understøtter rejsen.    

Pravda har eksisteret siden 1969 og tæller i dag 24 medarbejdere – og bureauet har vundet flere designpriser, senest flere Red Dot Awards og to German Design Awards.