For tre år siden åbnede danske Adapt kontor i Litauen, og det har det digitale bureau bestemt ikke fortrudt.

Etableringen skete oprindeligt for at kunne følge med efterspørgselen på talentfulde it-udviklere, men nu er det litauiske kontor blevet til en god forretning i sig selv for bureauet, der ud over kontorer i Danmark og Litauen også er til stede i Barcelona, Boston og Berlin.

Det understreger blot, at beslutningen om at åbne en Adapt-filial i Litauen, Adapt LT, var et strategisk smart skridt, der har åbnet nye muligheder for bureauet som helhed, mener Kresten Wiingaard, adm. direktør i Adapt Group.

- Der er ingen tvivl om, at en af de mest interessante nye muligheder for os med Adapt LT er en markant kortere tid til markedet. Sammen med vores kunder har vi store visioner, og vi vil gerne i gang med at udvikle så hurtigt som muligt, så vi har noget håndgribeligt at teste og udvikle videre på - og det er den måde vi gerne vil arbejde på, siger han.

Egne kunder en masse

Adapt LT startede ved at arbejde på udvalgte Adapt-projekter, der krævede meget vedligeholdelse, og fortsatte derefter med at erhverve egne kunder. Vel at mærke fra hele verden.

Nu fordeles arbejdsbyrden 60/40. Det vil sige 60 pct. på egne kunder og 40 pct. på kunder fra Adapt DK.

Og afspejler sig også i bureauets økonomiske resultater med en omsætning på flere millioner kroner, hvor top- og bundlinjen går hånd i hånd med en konstant stigning.

Fra nul til tredive på tre år

En af drivkræfterne bag Adapt LT er administrerende direktør Linas Balke, som var den første mand om bord. Han leder nu et team på 30 ansatte, og han er stolt af udviklingen.

- Jeg har været så heldig at have mulighed for at være vidne til en utrolig vækst i Adapt LT. Hvad der startede som en udvidelse af et eksisterende dansk team, voksede til en sund forretning, der kunne bidrage betydeligt til og styrke hele Adapt Group, siger han og slutter: ”Jeg ser frem til at opretholde den fortsatte vækst, og kan ikke vente med at se, hvad der kan ske i løbet af de næste tre år."