Gennem næsten 100 år har medicinalvirksomheden ALK udviklet og produceret medicin til allergikere verden over, og den primære målgruppe for den kommercielle kommunikation har hidtil været lægerne, der ordinerer medicinen.

Men nu udvider ALK målgruppen til slutbrugeren - med det nye brand Klarify.me - til at bringe brandet til markedet globalt er et nyvalgt lead-bureau i skikkelse af Very Patchwork en central partner.

- Vi var på udkig efter en bureausamarbejdspartner, som havde international erfaring, et ekstremt højt kreativt niveau, og som samtidig er vant til at arbejde mikrosegmenteret med målgrupper, siger Mads Lacoppidan, der er ansvarlig for ALK’s Consumer Care division, og fortsætter:

- Derfor faldt valget på Very Patchwork, der har stor international erfaring med netop strategi, kreativitet, konceptudvikling og indsigtsarbejde, hvor det unikke community setup gør det muligt at få adgang til og indsigt om vores målgruppe i hele verdenen.

Endnu en samarbejdspartner

Samarbejdet starter med en udrulning på det tyske marked med udgangspunkt i at etablere kontakt til den enkelte bruger tidligt i sygdomsforløbet.

Efterfølgende vil ALK folde den nye platform ud i et stort antal markeder over de næste år, og hos Very Patchwork siger Strategisk Planner Jacob Scriver om opgaven:

- Vores mål er at skabe et stærkt Klarify.me brand. Herunder langsigtet at etablere Klarify.me som allergikeres foretrukne partner på tværs af on- og offline platforme.

For at fremme dialogen med allergikere har bureauet valgt at invitere endnu en samarbejdspartner med til bordet.

- Vi har bedt S360 om at deltage, da fokus også er at optimere konvertering- og leadgenerering. S360 er eksperter på området, og vi supplerer derfor hinanden rigtig fint, siger Jakob Scriver.

Bureau har særlig styrke

Allergi er en overfølsomheds-reaktion, og mange allergikere står i høj grad for deres egen behandling efter diagnosticeringen hos lægen.

Men selv om informationerne - bl.a. på nettet - er lettilgængelig, kan det være svært at finde vej gennem junglen af lægefaglig rådgivning, gode råd og alternative metoder til allergibehandling, og derfor vil ALK gerne skabe en position, hvor man hjælper allergikere og pårørende til bedre forståelse af allergi og behandling.

Og netop her har Very Patchworks set-up en styrke:

- Særligt i forhold til dialogen med allergikere via sociale kanaler har Very Patchworks community plannere leveret indsigter om brugeroplevelsen. Det har ført til brug af nye formater, der allerede nu har vist stor effekt i målgruppen, siger Thomas Bjerg, Group CCO og partner, og tilføjer:

- Det er naturligvis helt fantastisk, at få lov til at arbejde med ALK på dette projekt. Det er en stor satsning, og vi vil gøre vores yderste for, at vi lander med den nye platform og bygger et stærkt brand over de næste par år.