Konkurrencesituationen for pålæg på det danske marked er kraftigt intensiveret, ikke mindst på grund af væksten inden for private labels. 

Derfor har markedslederen Den Gamle Fabrik brug for at stå endnu stærkere hos danskerne, og derfor har brandet været på udkig efter et nyt kreativt bureau.

– Vi har fra start vidst, at vi ønskede et bureau, der havde en anden tilgang til det strategiske grundarbejde – og her skilte Another sig markant ud med en co-creation proces, hvor vores team er medspillere hele vejen, siger Trine Søndergaard, Strategic Marketing & Innovation Manager i fra Orkla Foods. 

– Samtidig så vi en række kreative cases, der overbeviste os om, at Another forstår at levere ”brand stories”, der har godt fat i danskerne. 

Kampagne og ny identitet på vej

Processen har været kort, med en række kaffe- og præsentationsmøder med forskellige bureauer, hvorefter Another blev valgt.

– Vi er naturligvis stolte over, at vi skal arbejde for et så stærkt brand, og glæder os til at vise danskerne næste kapitel i fortællingen om Den Gamle Fabrik, siger Morten Hershøj, CEO hos Another. 

– Processen med at finde det brand-strategiske fundament, der skal forbinde forretningsudfordringerne og det kreative afsæt for Den Gamle Fabrik, er allerede i fuld gang. Den foregår i en række brand sprint, som eksekveres i et tæt ”co-creation” samarbejde med Den Gamle Fabrik. 

Parterne sigter efter at lancere en kampagne i det nye år, samt en ny identitet udviklet i samarbejde med designbureauet Everland. Orkla arbejder i forvejen tæt sammen med Everland, der ydermere er strategisk samarbejdsbureau med Another.