Danske Designit, der kan skrive virksomheder som Google, BMW, Novo Nordisk og LEGO på kundelisten, har nu ”en ambition om” at samle alle aktiviteter under ét tag i København.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra bureauet, der blev grundlagt i Aarhus i 1991. Heri oplyses det endvidere, at ”en gruppe medarbejdere med fokus på den globale forretning fortsat vil være lokaliseret i Aarhus”.

De øvrige medarbejdere vil blive tilbudt at rykke til København, der er designbureauets globale hovedkontor, eller til et af Designits øvrige 18 kontorer verden over.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

En svær beslutning

Af pressemeddelesen fremgår det også, at ”det har det været en naturlig overvejelse, om forretningen skulle samles i Aarhus frem for i hovedstaden”, men Mads Kjøller Damkjær, der tiltrådte som ny Managing Director for Designit i Danmark i juni 2019, tror på, at København er det rigtige valg. 

- Aarhus har altid været vores kulturelle “mothership” med en helt speciel rolle i Designit, og mange af vores mest innovative projekter har været skabt af teamet der, siger han i pressemeddelelsen. 

Han fortsætter:

- Så selvfølgelig er det en svær beslutning. Men København er vores globale hovedkontor med den største gruppe af medarbejdere, og mange af vores større kunder i nærheden, så det giver derfor mest mening at samle vores kernekompetencer der. 

Designit, der i dag over 500 ansatte, har i de senere år fået godt gang i væksten med et massivt millionunderskud til følge.

Bureauet blev i 2015 opkøbt af den indiske IT-koncern Wipro, der har over 180.000 ansatte verden over.