Hvis man som ung søger fritidsjob i hovedstaden og omegn, har man siden 2017 kunnet hente hjælp hos foreningen Fisken - og ikke mindst foreningens site jobhaj.com.

Og nu bliver mulighederne for at score det helt rigtige fritidsjob endnu bedre, lyder det fra foreningen, som har hyret det digitale bureau Dwarf til at give sitet en grundig overhaling.

Sitet giver bl.a. de unge mulighed for at lære om regler på arbejdsmarkedet via quizzer, se lærerige videoer om jobsøgning- og samtale og meget mere.

Dertil kommer en jobansøgnings-generator, der skaber skræddersyede jobansøgninger, baseret på otte simple trin, og ikke mindst en interaktiv database for ungdomsjobs, hvor jobsøgere kan filtrere efter branche, stillinger og geografi.

Og hos Fisken ser souschef Maja Thorsteinsson frem til de mange nye muligheder.

- I Fisken er vi meget glade for, at vi nu kan tilbyde en endnu bedre hjælp til unge jobsøgende. Udbygningen af Jobhaj sikrer en mere relevant og brugbar portal, som følger de unge helt fra den indledende jobsøgning frem til selve ansættelsen, siger hun.

Vil udvikle sitet yderligere

Særligt en interaktiv database, som gør det muligt for de unge at se ledige stillinger i deres nærområde, er der begejstring for:

- Den vil uden tvivl være med til at åbne de unges øjne for forskellige jobmuligheder og øge interessen for fritidsjob.

Maja Thorsteinsson oplyser videre, at man har ambitioner om at udvide sitet yderligere:

-  Vores ambition er, at Jobhaj skal udbredes til unge, lærere, pædagoger og andre relevante aktører i hele landet, så flere unge får mod på at søge og få et fritidsjob.

Det er Lauritzen Fonden, der har bevilget midler til den aktuelle videreudvikling af Jobhaj.

Den første version, der blev lanceret i april 201, modtog midler fra ANT Fonden og Den A.P. Møllerske Støttefond, og i forbindelse med lanceringen støttede Tuborgfondet med midler til at udbrede portalen til flere dele i Danmark. 

Du kan læse mere om Fisken - og jobhajen - her.