Da reklamebureauet & Co. blev stiftet i 1999 var det med en ambition om, at ”lave gode ting” og på den måde blive anset ”som det dygtigste bureau i Danmark.”

Fredag i sidste uge leverede bureauet så en kreativ magtdemonstration, da & Co.-holdet kunne tage fra Creative Circle Award 2019 som det mest vindende bureau på tværs af kategorier og som vinder af specialprisen Årets Bureau/Advertising.

Derudover kunne de kreative spidser - Robert Cerkez og Thomas Hoffmann - lade sig hylde som modtagere af specialprisen Creative Achivement.

- Jeg tror, at det var første gang, jeg blev rørt til et awardshow. Det kom som en overraskelse, at vi fik den pris, og så kunne jeg mærke, at der var en enorm kærlighed i rummet. Også fra konkurrenterne. At få sådan en pris er ikke noget, der forandrer dit liv, men det er et kæmpe skulderklap, som jeg er meget taknemmelig for, siger Thomas Hoffmann.

Også Robert Cerkez bruger ord som ”stolt, rørt og taknemmelig”, når han skal sætte ord på, hvad prisen betyder for ham, mens adm. direktør i & Co., Mikael Jørgensen, fortæller, at han ”simpelthen blev så glad, da de fik den pris.” 

- Jeg har set på dem i 20 år: De giver aldrig op. Det er den kultur, som de har fået spredt: Man gør sig altid umage. Anerkendelsen er rar, men du skal være forelsket i det, du laver - for ellers bliver du aldrig god, siger han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Artiklen fortsætter under billedet...

Opskriften på succes

Markedsføring satte mandag Robert Cerkez og Mikael Jørgensen i stævne på bureauet i København.

Sammen med Thomas Hoffmann, der var på optagelse, men som efterfølgende talte med Markedsføring, har de i næsten 20 år stået i spidsen for det bureau, som de senere år synes at have fundet opskriften på succes.

Spørgsmålene er så, hvad der er i den opskrift - og hvordan de tre vil sikre, at & Co. ikke toppede i fredags.

For hvordan sikrer man, at succesen ikke luller én i søvn, og man ender med at give kunderne en variant af den samme pakke, som virkede i går?

Hvordan sikrer man, at alle - selv her på toppen af Reklamedanmark - er sultne efter mere, men ikke så sultne at de angriber og spiser hinanden?

Hvordan sikrer man, at man ikke mister x-faktoren, der måske er mere vigtig end alt det, der kan skrives ned og sættes i en proces-skabelon? Og hvor er & Co. om fem år?

Svarene på de fleste spørgsmål kan findes i den herskende kultur og de mennesker, der er i den, mener Mikael Jørgensen.

- Det er handler om at være oprigtigt åben og nysgerrig, lytte og prøve at forstå, hvad det er for en udfordring eller et problem, vi skal løse for kunden, siger han.

Han forklarer, at det særligt her er vigtigt, at man ”kan sige og spørge om hvad som helst, når som helst.”

- Og så skal alle være ordentlige mennesker, som tror mere på fælleskabet end deres egne egoer. Det er sådan en kultur, vi har. Og i sådan en kultur kan mange mennesker bidrage på et enormt højt niveau, siger Mikael Jørgensen. 

Men efter en aften som i fredags kan det være svært at se, hvad der kan toppe det?

- En aften som i fredags får vi anerkendelse, men til hverdag handler det om det, vi vil give til vores kunder, vores kunders kunder og verden. Hvis du har viljen til at gøre noget rigtig godt, gøre en forskel i verden, så er du også villig til at opfinde den dybe tallerken. Eller i hvert fald forsøge, siger Robert Cerkez.

Han understreger, at ”pointen er, at der er masser af udfordringer hver dag – i alle opgaver.”

- Det handler om at gøre sig umage. Hvis man gør det uanset opgaven, så bliver niveauet hele tiden så højt, som det kan blive, siger Robert Cerkez.

Han tilføjer: 

- Inden vi launcher en kampagne, samler vi teamet og kunden og siger: Uanset hvordan det går, så kan vi være stolte, for vi kunne ikke have gjort det bedre. Det forpligter, men det er i sig selv en belønning. Uanset hvordan det går, så skal man være stolt af det, man har lavet med sine kolleger og sine kunder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Magien opstår

Robert Cerkez peger desuden på, at det især de seneste år er lykkes at ”komme helt ind i hjerterne hos kunderne.”

Samspillet mellem bureau og kunde bliver i det hele taget stadig vigtigere, mener han:

- Vi hedder jo & Co., og vores navn bærer vores commitment til samarbejde. Når vi samarbejder med fx VELUX, så er vi VELUX & Co., og vi samler os omkring kundens markedsorientering. Vi skal forstå, hvad der driver kundernes kommercielle virkelighed. Reklamedelen er bare en lille del af vores arbejde – den synlige del – og derfor er det vigtigt, at vi som kreative forstår hele ideen med virksomheden, siger han og forklarer, at det er i rummet sammen med kunderne, at ”magien” ofte opstår:

- Der glemmer man titler. Alle er i samme båd. Siloer findes ikke. Der findes forskellige kompetencer, men ikke siloer. Hvis den dialog, der er mellem de forskellige kompetencer, kommer naturligt, så bliver slutproduktet bedre.

Men hvordan ser & Co. ud om et år eller fem år?

-  Lige nu skal ikke ændres så meget. If it ain’t broke - don’t fix it. Men måske kommer der nye kompetencer til omkring bordet – og så skal vi selvfølgelig altid udfordre os selv kreativt, siger Thomas Hoffmann.

Den handler om ikke at gå i stå.

- Igennem årene har vi fornyet os flere gange. Det er jo også det, der gør det sindssygt fedt at drive et reklamebureau. Og jeg er ikke det mindste bekymret for om, vi kan gøre det igen. Hvis der er nogen, der kan, så er det os, siger han.

Robert Cerkez forklarer, at det er i de daglige skabelsesprocesser, at man skal holde sig til ilden og søge udfordringerne. På den måde kan man holde sig i trit med målgrupper, der skal rammes, men det kræver, at man er åben, nysgerrig, kritisk og ikke bange for at tage ansvar:

- I hvert projekt har alle et ansvar for at bidrage til processen og forstå den. Men fornyelsen er en kontinuerlig proces, der ikke begynder, fordi du har vundet en konkurrence, siger han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Nye tider giver mange muligheder

Mikael Jørgensen peger på, at bureauet og reklamebranchen som helhed har ”bedre muligheder nu, end vi nogensinde har haft.” Årsagen er, at rigtig mange brands i den digitale tidsalder og med nye teknologiers komme er ”lost in translation”. 

- Mange firmaer kan ikke finde hoved og hale i, hvordan de kan opbygge deres brand equity. Der kommer en kæmpe efterspørgsel på kreative mennesker, der kan kommunikere, hvorfor man skal betale mere for et produkt fremfor et andet.

Det er de gamle dyder?

- Ja, men i en ny kontekst. Vi skal lære at forstå sammenhængen i alle platformene, mens vi laver de kreative koncepter, siger Mikael Jørgensen og fortsætter:

- Det kræver, at du udover at være kreativt tænkende også har specialkompetencer inden for forskellige MarTech-områder.

Han forklarer, at behovet kun bliver mere aktuelt og presserende i en tid hvor ”de fleste produkter kan de samme ting og ofte har den samme kvalitet.”

- Det handler derfor om at bygge brands, som folk vil betale mere for eller købe mere af. Det er det, vi skal - på alle de platforme, der er i spil, siger Mikael Jørgensen.

Han tilføjer: 

- I lang tid har vi i Danmark kigget efter konverteringer her og nu. Men performance marketing, hvor man jagter short term sales, er gået i stykker. Der er ved at komme noget modenhed i, hvordan man bruger teknologier i et balanceret system, hvor man i højere grad begynder at tænke frem i tiden. Det er en super interessant udvikling. 

Hvad er ambitionen for & Co. herfra?

- Ambitionen er den samme, som den altid har været. Hvis du spørger, hvordan det ser ud om tre eller fem år, så tror jeg mikset af nationale, regionale og internationale opgaver vil være det samme. Jeg tror ikke, at vi kan være et bureau, der kun arbejder internationalt. Som forretning vil vi være forankret i det nærmiljø, som vi er i. Det giver mening, og det er også sjovt, siger Mikael Jørgensen.

& Co., der siden 2014 har været en del af The North Alliance, havde i 2018 i gennemsnit 61 fuldtidsansatte. Bureauet løftede omsætningen med godt 17 procent i forhold til 2017. Bundlinjen gik fra små syv millioner kroner i 2017 til 6,7 millioner kroner i 2018.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.