Da Brandhouse for nyligt købte Subsero var det ikke bare to veletablerede danske bureauer, som tilfældigt slog pjalterne sammen. Det var to bureauer med en fælles filosofi, men også med forskellige spidskompetencer.

Begge bureauer har en fælles idé og forståelse af, at succes for et brand ligger i forståelsen af brandets kunder – og efterfølgende i indfrielsen af disse kunders behov.

Subsero kalder sig selv The Customer First Agency. Brandhouse Gruppen har gennem de seneste 6 år stået bag den største danske analyse af forbrugernes vurdering af service- og retail-virksomheder, nemlig Customer Centric Companies.

En lang romance og adskillige samarbejder senere

– Vi har arbejdet sammen med succes på flere projekter, og vi har diskuteret denne konstellation seriøst nogle gange de seneste mange år, fortæller Stiig Binggeli,

Brandhouse Gruppens stifter. 

– Vi har arbejdet med digitale opgaver hos Brandhouse i 15 år, men Subseros måde at tænke kunderejser, relationer og salg på, har vi ikke selv kunnet levere.

Subsero kunne jo bare have fortsat en succes-strategi, hvis de for år tilbage havde knækket koden?

– Ja og nej. For et par år siden besluttede Subsero, at de med fordel kunne rumme flere kompetencer for at hjælpe virksomhederne i bredden. Først prøvede de selv at skabe et fullservice bureau, som vi havde gjort, men det var sværere end ventet, og da det ikke fungerede optimalt, genoptog vi dialogen om et fælles set-up.

Specialister eller branding generalister

Thomas Nolsøe, som er Brandhouse Gruppens nye administrerende direktør, fortsætter:

– Vi vil give vores kunder mulighed for at kunne vælge enten specialistbureauet på rent digitale ydelser eller en leadbureau løsning, hvor vi er strategisk partner og eksekverende på alle platforme.

Prøv at uddybe?

– I mange år har alle talt om frygten for siloer, men siloer er ikke så farlige, hvis man kan forbinder dem på toppen og alle i gruppen forstår, hvad samarbejdet og synergierne betyder for de virksomheder, vi arbejder sammen med.

– Det vigtigste for os er at kunne holde vores kundeløfte om at gøre en forskel for både brand og forbrugere. Og det er vores erfaring fra vore øvrige enheder, at vi skal dyrke spidskompetencerne for at få de dygtigste folk i branchen.

– Men samtidigt skal vi være langt inde i forretningen og strategien for at kunne rådgive vores kunder på tværs. Vores organisering og struktur udelukker sub-optimering, og at hvert bureau kæmper om opgaverne. 

– Nu har vi et meget dedikeret spidskompetent digitalbureau i gruppen, et designbureau, Bessermachen, og vores PR-gruppe, som arbejder med produkt og brand-PR, vores SoMe-folk og vores grafiske produktionsbureau Outhouse, samt Brandhouse, som jo også er specialiseret som strategisk, kreativt leadbureau.

Og så handler det vel også om, at I gerne vil have en større del af budgettet?

– Ja, men det vigtigste for os er, at vores kunder har præcis de rigtige kompetencer til rådighed, og at de har så mange indgange til os som muligt. Vores sub-brands vil jo også gerne have egne kunder, som skal serviceres med eller uden resten af gruppen som bidragsydere.

– Vi mener selv at have etableret den bedste af to verdener, nemlig annoncørernes mulighed for at vælge de rene specialister, eller købe en samlende strategisk kontaktfunktion på toppen, slutter Thomas Nolsøe.