Kommerciel kommunikation bliver mere og mere kompleks, og derfor er opkøb og konsolideringer reaktionen i markedet. Selv stærke bureauer opruster voldsomt, og det samme sker ved at knytte kompletterende kompetencer sammen i netværk.

Fra starten af året rykkede First Chair Group, der ejer envision, ud med endnu en offensiv, da selskabet annoncerede opkøbet af det digitale bureau Gorm Agency. Og med opkøbet af Anew tydeliggøres ambitionerne for bureaugruppen, hvor målet er at levere komplementære konsulentydelser på tværs af kompetenceområder indenfor kommunikation.

For Anew betyder opkøbet at navn, ledelse og strategi fortsætter uforandret, men at baglandet styrkes.

– Uden i øvrigt at drage for mange sammenligninger har vi, ligesom envision, et stort fokus på FMCG og dagligvarekunder. Vi får derfor mulighed for at trække på et stort bagland af ressourcer, og sammen med envision skal vi styrke den fælles kreative profil, siger adm. direktør Mads Duzenius Christensen.

Perfekt match løfter envision

I 2017 udvidede Anew partnerkredsen med Esben Amtorp, der har en fortid i Mindshare og Hjaltelin Stahl, for dermed at skærpe fokus på bureauets digitale forretning.

Dette har indtil videre tiltrukket nye kunder som Domino’s Pizza i Sverige og Avis biludlejning samt udvidet samarbejdet med bureauets eksisterende kunder.

Envisions mål med opkøbet af Anew, der består af 10 dygtige medarbejdere, er at fokusere indsatsen og etablere en fælles strategi på dette område for at kunne tilbyde højt kvalificerede løsninger til kunderne – også i samarbejde med FCGs digitale bureau, Gorm Agency.

– Det er ingen hemmelighed, at tilstedeværelse i København længe har stået højt på vores ønskeliste, og i Anew har vi fundet det perfekte match mht. kompetencer og profiler til at løfte envision til et højere niveau, siger Mona Juul, adm. direktør.

First Chair Group (FCG) består nu af envision, Anew, Unique Human Capital, Gorm Agency samt Harbinger Public Relations.