En ny ambitiøs koncern på kommunikations- og konsulentsiden er født herhjemme.

Det drejer sig om First Chair Group, der netop har købt det aarhusianske reklamebureau envision og rekrutteringsvirksomheden Unique Consult.

De ansvarlige daglige ledere fortsætter som medejere.

Til sammen repræsenterer virksomhederne en omsætning på ca. 150 mio. kr.

- Fælles for de tre virksomheder er, at vi alle arbejder med at rådgive kunder på direktions- og bestyrelsesniveau indenfor komplementære forretningsområder, lyder det fra Jens F. Kofoed, adm. direktør i First Chair Group, i en pressemeddelelse.

- Ved at gå sammen og udnytte hinandens viden og erfaring vil vi kunne øge vores samlede kompetencer og dermed blive en endnu mere kvalificeret sparringpartner for alle vores kunder. Vi vil også udvikle helt nye services og løsninger og søge at opnå synergieffekter, hvor vi kan, fortsætter han.

Envision bevarer selvstændighed

Hver virksomhed i koncernen fortsætter som selvstændig virksomhed med den daglige ledelse som medejere.

Således vil Envision fortsat være ledet af adm. direktør Mona Juul og den øvrige ledergruppe - nu blot med First Chair som hovedaktionær (60 pct.) i bureauet. Opkøbet af envision foregik på den måde, at først solgte de seks partnere alle aktier til First Chair. Mona Juul ejede 31 pct., Flemming Hald 25 pct., og Anni Sørensen, Jersper Herholt, Lars Simonsen og Chris Hvidberg de resterende 44 pct. af envision.

Dernæst købte de tre af dem dele af First Chair Group, så Mona Juul nu ejer 20 pct. af det nye holding selskab, mens Anni Sørensen og Jesper Herholt ejer 10 pct. hver.

Den samme model blev brugt i opkøbet af Unique Consult, som allerede 1. september 2016 fik First Chair som hovedaktionær (60 pct.).

Unique Consult ledes fortsat af adm. direktør Jørn Andersen og de to partnere, Morten Andersen og Rikke Dolberg.

- Den daglige drift vil foregå som hidtil, og kunderne vil ikke umiddelbart mærke forandringer. Men på ledelsesniveau internt skal vi til at arbejde tæt sammen på tværs af virksomhederne om at udvikle nye ideer og tiltag, der skal gøre os endnu skarpere og kvalificeret overfor vores kunder, siger Mona Juul fra envision.

- Vi vil også få flere ressourcer til at udvikle fælles løsninger bl.a. indenfor IT, medarbejderudvikling, markedsføring etc., fortsætter hun.

Udover Envision, Unique Consult og First Chair A/S er det planen, at First Chair Group A/S fremadrettet skal omfatte flere virksomheder indenfor komplementære forretningsområder f.eks. digital kommunikation, public relations, ledelsesrådgivning, coaching m.v. 

First Chair Group er allerede i gang med at opkøbe en stærk PR-virksomhed, erfarer markedsforing.dk.