Webshoppen Sinful blev stiftet af Mathilde Mackowski og Tonny Andersen i 2008 med ambitionen om at inspirere til et bedre og mere legende sexliv. 

Og det har sådan set fungeret fint, men nu vil Sinful gerne skabe endnu mere awareness om brandet og det at bruge sexlegetøj - og derfor har man valgt at samarbejde med bureauet Black Rabbit, der er en del af Kunde & Co.

- Det er første gang, vi arbejder sammen med et bureau på brandstrategisk niveau, og derfor har processen også taget tid, siger Head of Marketing hos Sinful, Thomas Bundgaard Jensen.

Han tilføjer, at processen har været et stykke tid undervejs.

Julekalender på plads

- Vi har haft flere bureauer i spil, da det har været vigtigt at finde nogen, som forstår Sinfuls WHY og som kan omsætte det til god kommunikation - og det har vi fundet i Black Rabbit, siger Thomas Bundgaard Jensen, der er Head of Marketing hos Sinful.

Første udspil af samarbejdet kan ses i årets julekalender (der for længst er udsolgt), hvor Black Rabbit har designet det kommunikative univers, der ligger bag kampagnen - men ambitionerne rækker længere ud.

- Vi har i 2018 haft det som en vigtig milepæl at komme ud i de brede kanaler i Danmark for at skabe mere awareness om brandet og det at bruge sexlegetøj, siger Thomas Bundgaard Jensen og tilføjer:

- Det har indtil videre givet positive resultater, og derfor er resten af Norden i planerne for 2019. Og samarbejdet med Black Rabbit har været en vigtig del af hele rejsen.

Black Rabbit er en del af et af Damarks største og mest kendte bureuaer, Kunde & Co, og har Christopher Iuel, Morten Dam (tidligere BBDO og Bates) og Carsten Schiott (også tidligere BBDO) i front.