Den globale healthcare-virksomhed NMC har i længere tid været på udkig efter en samarbejdspartner til en større reklamefilmproduktion, og valget faldt på det danske bureau Anew.

I første omgang har det danske reklamebureau – i samarbejde med ligeledes danske M2 Film - produceret ni fertilitetsfilm til syv lande i Europa, Sydamerika og Mellemøsten.

Filmene skal promovere NMC’s aktiviteter inden for fertilitet over for Investor Relations og potentielle patienter.

- Anew er gode til at formidle komplicerede budskaber og informationer, så det bliver menneskeliggjort. Derfor valgte vi dem, lyder det fra Prakash Janardan, Director of IVF Operations for NMC, i en pressemeddelelse.

En global filmproduktion

Børsnoterede NMC er blandt verdens 10 største healthcare-virksomheder, og virksomheden omfatter bl.a. 2.000 læger og 18.000 paramedicinere med støttepersonale.

Kontakten mellem NMC og Anew opstod via Copenhagen Fertility Center, der er kunde hos Anew, og er opkøbt af netop NMC.

Samarbejdet glæder naturligvis Jakob Blom, kreativ direktør i Anew, der er godt tilfreds, at det er lykkes for bureauet at tiltrække en stor international kunde.

- Samarbejdet med NMC har mange spændende udfordringer indbygget. Filmene handler om fertilitet, som er et lige så stort problem i Mellemøsten som i Europa, siger han og fortsætter:

- Det er et fælles verdensproblem, men der er mange forskellige kulturelle hensyn at tage, når vi kommunikerer om fertilitet. Derfor er det spændende at arbejde på tværs af landegrænser, men også de kulturelle grænser.

Derudover skal filmene som nævnt tilgodese to målgrupper: nemlig de fremtidige investorer og de fremtidige kunder.

- Det er en balancegang at kunne ramme begge grupper og samtidig gøre det interessant og relevant. Uanset hvilken målgruppe vi kommunikerer til, så er det mennesker, og fertilitet er et følsomt emne for alle parter involveret, slutter Jakob Blom.

Du kan se en de omtalte fertilitetsfilm herunder: