Et af landets mest iøjnefaldende byggerier nærmer sig åbningen, da CopenHill sidst i november slår dørene op til det 16.000 kvadratmeter store tagareal og skibakke på forbrændingsanlægget Amager Bakke i København.

For at få mange besøgende på den nye skibakke samt styrke den videre drift af anlægget, har CopenHill valgt bureauet Umwelt til at varetage en stor del af de digitale opgaver, heriblandt strategisk vejledning, SoMe- og digitale kampagner samt design af website og booking flow.

Tidligere har Copenhill allieret sig med Agenda Group (branding) og Help PR (kommunikation).

Masser af ski-erfaring

Valget af Umwelt skyldes en kombination af bureauets digitale forankring og det faktum, at tre fra bureauet – Alexander Vissing, Ralf Sohl og Søren Anker – tilsammen har over 30 års erfaring fra den danske skibranche.

- Et så ambitiøst projekt som en helårs skibakke i København kræver de rigtige digitale kræfter, hvor Umwelts solide track-record og store passion for ski gjorde valget nemt, siger Christian Ingels, direktør i CopenHill.

Taget på det 88 meter høje byggeri, der er tegnet af Bjarke Ingels, kommer, udover den 370 meter lange skibakke med kunstigt skiunderlag, til at indeholde Nordeuropas højeste klatrevæg, et stinetværk til løb og vandring samt et skicenter med udlejning, butik og afterski café.

Dertil kommer en restaurant på toppen af det hele.

Det vil være gratis at besøge taget på CopenHill, mens der opkræves betaling for at bruge skianlægget.