Norwegian Cruise Line, som er kåret til ”Europas førende krydstogtselskab” ved 2018-udgaven af World Travel Awards for 11. år i træk, har valgt det danske PR-bureau Atlantic Link som ny samarbejdspartner i Skandinavien og Finland.

Norwegian Cruise Line har tidligere arbejdet med Atlantic Link, men efter flere år hver for sig har de to parter igen valgt at gå sammen om at forbedre krydstogselskabets position på det skandinaviske marked og i Finland.

Karin Gert Nielsen, der er adm. direktør og stifter af Atlantic Link, siger:

- Atlantic Links primære fokus bliver at positionere Norwegian Cruise Line højt på agendaen hos de skandinaviske medier. Og vi er begejstrede for udsigterne til at arbejde med så prestigefyldt en kunde.

Hun tilføjer:

- Norwegian Cruise Line har markeret sig som en nytænkende aktør inden for krydstogtsrejser i mere end 50 års, hvor de har sprængt rammerne inden for traditionel krydstogtsturisme, og da flere flyforbindelser allerede forbinder Skandinavien med selskabets primære havnedestinationer, så glæder vi os til at påvirke den fortsatte udvikling.

Kevin Bubolz, der er Managing Director i Europa hos Norwegian Cruise Line, ser også frem til at tage dette næste skridt:

- Atlantic Link har specialiseret sig i at etablere turismepartnere blandt de mest populære og anerkendte produkter i Skandinavien og Finland i årevis, og vi glæder os til, som brand, at blive endnu mere synlige i disse markeder.

PR-bureauet Atlantic Link har eksisteret siden 2001, og samarbejder bl.a. med Discover America, Disneyland Paris og Visit California.