Den globale multi-brand koncern Mondelez International har kastet kærligheden og dermed budgetterne på WPP-bureauer.

Efter en pitch, der indledtes i marts i år, er valget faldet på GroupM og Mindshare globalt, mens Wavemaker, der er en fusion af MEC og Maxus i Danmark, har fået ansvaret for Norden og dermed Danmark.

– Vi er utrolig stolte af at vinde Mondelez i Danmark og resten af Norden. Mondelez består af en meget stærk brandportefølje, som alle kender, og vi ser meget frem til at komme i gang, siger Kristian Bæk-Mikkelsen, CEO i Wavemaker. 

– Det har, i denne proces, været meget opløftende at opleve responsen til det samlede Wavemaker i Norden. Vi lancerede i januar et helt ny type mediebureau, bygget op omkring teknologi, content og medier og dedikeret til at flytte forbrugere til handling i dennes rejse til køb. Det driver vækst for vores kunder, og det er vejen frem.

Mondelez er moderselskab bag brands som Cadbury, Oreo, Milka, Freia, Halls, Marabou og Philadelphia – for blot at nævne nogle få. Mondelez omsætter globalt for 170 mia. kr. årligt.