Om få uger - når julemaden er spist og nytårschampagnen drukket – kan du godt begynde at glæde dig til et af årets første højdepunkter i den danske bureaubranche: MyImage-analysen 2019.

Analysen gennemføres af MyResearch i samarbejde med Dansk Markedsføring, og i år giver et rekordstort antal annoncører - 768 mod sidste års 693 - deres syn på de danske reklame-, medie- og digitale bureauer, målt på en lang række forskellige parametre.

Og så er årets analyse faktisk den største nogensinde:

- Vi havde frygtet det værste og håbet på det bedste, men at svarprocenten er steget fra cirka 20 procent i de foregående år til 35 procent i år, havde vi altså ikke set komme, siger Mogens Østergaard fra MyResearch og tilføjer:

- Forklaringen skal findes i GDPR og i den ekstraordinære indsats, som de deltagende bureauer har gjort i år, og det er vi naturligvis meget glade for, siger Mogens Østergaard fra MyResearch.

Han er da heller ikke i tvivl om, at analysens størrelse placerer den som en af de mest velansete af slagsen:

- Med det datagrundlag vi har arbejdet med, er jeg overbevist om, at vi kan kalde analysen en af Danmarks største og mest robuste marketinganalyser.

Bruges til bureauvalg og positionering

Resultaterne holder vi for os selv lidt endnu, men vi begynder at dissekere analysen på markedsforing.dk i starten af det nye år.

Her kommer vi bl.a. til at afsløre hvilke bureauer, de danske annoncører kender bedst, hvem de har lyst til at invitere med i pitches, hvem de synes er mest kreative, bedst til at skabe resultater, mest innovative. Og meget, meget mere.

Og ifølge Mogens Østergaard er analysen gennem årene blevet et reelt redskab, som både annoncører og bureauer benytter sig flittigt af:

- Vi ved, at mange danske annoncører bruger MyImage-analysen, når de søger information om og holder sig orienteret om bureauer, siger han og tilføjer:

- Og så har rigtig mange bureauer taget analysen til sig og benytter dens resultater og delresultater som et vigtigt styringsværktøj - både i forhold til deres positionering i markedet og blandt kunderne.

Følg med her, når vi tager hul på resultaterne fra MyImage 2019 fra og med den 8. januar.