Pandora har valgt Virtue som nyt kreativt lead-bureau.

Dermed kan bureauet, der i sommer vandt Grand Prix ved VM i kreativitet, Cannes Lions, glæde sig over, at få et af verdens største smykkebrands på kundelisten.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og Morten Grubak, der er ECD for Virtue Nordeuropa, er naturligt nok også glad for situationen:

- Det er fantastisk at arbejde med Pandora, fordi virksomheden har kreativitet i blodet – både i selve virksomheden og i produkterne, siger han i en pressemeddelelse og videre:

- Og hos Virtue, som jo er født ud af Vice, ved vi, hvordan man skaber kampagner, der underholder i stedet for at afbryde. Målet er, at Pandora skal være en del af kulturen.

Vil tale til Generation Z

Stephen Fairchild, der er SVP Chief Creative Officer hos Pandora siger i meddelelsen: 

- Vores globale rebranding er begyndelsen på en rejse, der skal vise et nyt og tidssvarende Pandora, og vi er meget begejstrede over at samarbejde med Virtue om opgaven. De har en meget stærk track record, når det gælder om at binde brands og kultur sammen. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Virtue har også tidligere været involveret i Pandora-kampagner, herunder sidste års jule-kampagne, og lige nu er en ny kampagne på vej i luften.

Den har Stranger Things-stjernen, Millie Bobby Brown, i hovedrollen - og med den henvender Pandora sig for første gang til Generation Z, hedder det i pressemeddelelsen.

Virtue har i processen haft ansvar for at udvikle og definere en ny brand-strategi for Pandora, ligesom bureauet står bag udvikling af bl.a. brand purpose, tagline og design.

Parterne oplyser ikke noget om budget i meddelelsen.

Men i forbindelse med en launch-event i New York tidligere i år, hvor hele paletten af Pandoras marketingsatsning og re-branding blev præsenteret - herunder nyt butikskoncept - lod ledelsen, ifølge New York Times, forstå, at der samlet set var tale om den største marketing-investering i virksomhedens 27-årige historie: Over to milliarder danske kroner.

Pandora har tidligere samarbejdet på globalt plan med McCann i London. Blandt tidligere danske bureaupartnere finder man bl.a. Hjaltelin Stahl, det tidligere Very Patchwork (i dag Belong) og Essencius.