Der er tilsyneladende ikke rigtig noget, der kan stoppe reklamebureauet UncleGrey, når det handler om at score kreative priser på den internationale scene.

Ved sommerens Cannes Lions, VM i reklame, vandt bureauet sammen med to af sine kunder, Canon og Weber, ikke færre end fem løver.

Siden er der faldet indtil flere priser af til samme cases: BBQ Cultures for Weber og The Canon Gig for Canon - lige nu er begge igen i spil med samlet set syv finalepladser ved Eurobest, der afgøres i morgen aften - og nu er førstnævnte case udpeget til intet mindre end Website of the Year ved den internationale prisuddeling, CSS Design Awards.

Og det vækker glæde hos både kunde og bureau.

- Julemaden smager en hel del bedre efter denne fantastiske anerkendelse. At have lavet det bedste website i verden i 2015 (ifølge CSS Awards) er ikke hverdagskost for Weber - så der skal en ekstra stor flæskesteg på grillen i aften, siger Stig Pedersen, der er Global Creative Director, Weber-Stephen og tilføjer, med et smil: ”Husk den skal grilles indirekte til en kernetemperatur på +70 grader.”

Fra UncleGrey siger Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital:

- Vi har tidligere haft et par projekter, der har været med i finalen omkring Website of the Year hos FWA, Awwwards og CSSDesignAwards, men indtil nu har vi set os overhalet af andre fantastiske projekter. Så vi er selvfølgelig superglade for, at det i år lykkedes os at være “last man standing”.

Flere danske vindere

Også Umwelts site ”The Gift of Giving” for Georg Jensen har, som vi fortalte forleden, gjort sig imponerende bemærket internationalt på det seneste, til trods for at der er tale om en ganske ny kampagne.

Sitet vinder Best in Class-prisen i kategorien Best Product Site/Interactive ved CSS Design Awards.

Og så er der en kategoripris til Stupid Studio for en personal portfolio-site for den Berlin-baserede komponist og producer Ben Lukas Boysen.

Se alle vinderne her.