Reklamebureauet Robert/Boisen & Like-minded måtte notere sig et mindre fald på toplinjen i 2019, hvorimod bundlinjen voksede markant og landede på knap fem millioner kroner.

Det fremgår af det kreative bureaus netop offentliggjorte årsregnskab for 2019.

- Det er jo ikke toplinjen, vi vurderer vores succes på, så jeg vil mene, at vi kom meget godt ud af 2019, siger Kim Boisen, CEO og medstifter af Robert/Boisen & Like-minded.

Han fortsætter:

- Vi glæder os især over fremgang i såvel bruttofortjeneste som driftsresultat trods det mindre fald i omsætningen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Analyse: Danmarks mest kreative bureau

Robert/Boisen & Like-minded omsatte i 2019 for 43 millioner kroner, mens årets resultat landede på 4,9 millioner kroner, hvilket blandt andet er ”positivt påvirket” af indtægter fra reklamebureauets produktionsselskab, Gobsmack.

Robert/Boisen & Like-Minded, der med godt 30 medarbejdere inklusive Gobsmack ikke er blandt landets største bureauer, blev i 2019 igen udpeget til at være et af landets stærkest profilerede bureauer i MyImage-undersøgelsen fra MyResearch.

Bureauet kom ud som nummer fire på den samlede Brand Power-liste ”efter bureauer som er langt større end os”, som Kim Boisen formulerer det.

- Dertil kommer, at vi er blevet kåret som det mest kreative bureau i Danmark gennem de sidste 10 år i den undersøgelse, og det er vi selvfølgelig godt tilfredse med, siger han.

På awardfronten kunne Robert/Boisen & Like-minded eksempelvis glæde sig over priser ved Advertising Effectiveness Award (AEA).

- Vi har nu vundet tre Grand Prix’er og tre gange guld ved AEA de sidste fem år, og det er vi stolte af, da det er den pris, der udelukkende gives til cases, som demonstrerer, hvordan god kreativitet har været en genvej til effekt, siger Kim Boisen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

2020: ”Der er lidt at tære af”

Ser man på 2020, så er Kim Boisen glad for, at bureauet på baggrund af de seneste års resultater ”har lidt at tære af”.

- Vi gik ind i 2020 med stor optimisme, men vi er ligesom alle andre reklamebureauer verden over nu ramt af den nedgang, coronakrisen har bragt med sig, siger han.

Bureauet har blandt andet måttet sige farvel til en stor del af det arbejde, der normalt udføres for rejseselskabet Spies, ligesom ”en kunde med et stort fodbold-sponsorat” også har skåret ned på bureauassistancen.

- Det er dog Gobsmack, der er hårdest ramt, da stort set alt gik i stå på produktionssiden i halvanden måned. Derfor sendte vi også medarbejdere hjem med lønkompensation i den del af forretningen, men de er nu næsten alle tilbage på arbejde igen, siger Kim Boisen

Han ønsker ikke at spå om, hvordan indeværende regnskabsår ender, blot at bureauet nok ikke når årets budget.

- Men ikke alt er negativt. Vi er med i en del pitches i øjeblikket, ligesom vi mærker stor interesse fra nye, potentielle kunder, der er på jagt efter bureauer, der kan hjælpe dem med at få mere effekt ud af de sandsynligvis lidt mindre marketingbudgetter, vi kommer til at opleve i den kommende tid, siger Kim Boisen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hovedtal: Robert/Boisen & Like-minded

(mio. kr.)                             2019              2018

Omsætning:                        43,1               47,1

Driftsresultat:                       4,2                  4

Årets resultat:                      4,9                 4,1

Egenkapital:                          6,6                 5,8

Gns. antal ansatte:               21                  19