Det relativt lille reklamebureau WeThink er efter en udbudsrunde valgt som nyt bureau af den danske isoleringsvirksomhed Rockwool.

Pitchen omfattede en digital B2B-kampagne, der i første omgang skal køre i Danmark.

WeThink vandt opgaven efter en pitchrunde, der kørte i april og maj.

- Vi valgte bl.a. WeThink, fordi deres oplæg er bundet op på målbare resultater, og fordi de kan magte vores tværnordiske dimension, fortæller Randi Eller, der er Nordic Projekt Manager i Rockwools afdeling for forretningsudvikling og marketing.

Nordisk potentiale?
Det betyder, at kampagnen, der er planlagt til at køre i Danmark, muligvis kan blive nordisk.

Det afhænger af erfaringer og resultater.

- Det ville være ønskværdigt for os at få et fælles nordisk bureau, men vi går forsigtigt frem – og ser hvordan tingene udvikler sig, siger Randi Eller.

WeThink har tidligere fået Rockfon, et datterselskab i Rockwool-koncernen, som kunde, og det har naturligvis også spillet en rolle i denne sammenhæng.

Hos WeThink ser Jan Larsen, creative director, naturligvis frem til samarbejdet.

- Vi glæder os til at kaste os ud i nye spændende udfordringer og kommunikative tiltag for Rockwool, siger han.

Han håber, at resultaterne bliver så gode, at WeThink fremadrettet skal varetage Rockwools kommunikation på flere niveauer. Det vil sige såvel strategisk som branding og taktiske aktiviteter over for forskellige segmenter i Danmark. Og – hvis alt går vel – fremadrettet på de nordiske markeder.