Scandlines har været på udkig efter en ny bureaupartner til CRM, dialogstrategi og marketing automation – og efter en udbudsrunde er valget faldet på Magnetix linked by Isobar. 

Ifølge Scandlines VP Group Marketing, Christer Andersen, er bureauskiftet en del af et stærkere fokus på den digitale kundeoplevelse: 

- Vi har store ambitioner for vores kundeoplevelse i fremtiden, og vi har søgt et bureau der kunne løfte os på tre områder – både strategisk, teknologisk og organisatorisk. Her ser vi Magnetix som den stærkeste partner, ikke mindst på grund af deres nordiske organisation med Isobar, hedder det i en meddelelse fra parterne.

Den strategiske indsats rummer bl.a. en strategi for revitalisering af Scandlines fordelsprogram SMILE, der skal give programmet højere kunderelevans og -resonans.

Ny strategi for fordelsprogram

- Vi har på ret kort tid fået over 700.000 medlemmer. Men vi kan også se at der er potentiale for at give medlemmerne en stærkere oplevelse af at få værdi af relationen til Scandlines – og dermed øge deres engagement i programmet, siger Christer Andersen og tilføjer:

- Vi har allerede gennemført en omfattende analyse af programmet, og nu skal Magnetix så hjælpe os med at omsætte den indsigt til et stærkere, mere involverende SMILE.

Opgaven rummer også etablering af en ny marketing automation-platform.

- Hvis vi skal lykkes med vores ambitioner, har vi brug for en mere avanceret teknologisk platform under vores CRM- og dialogindsats, siger Christer Andersen.

Skal udvikle organisationen

- Personligt mener jeg, at kundeoplevelsen er nødt til at være dybt forankret i ens egen organisation, ikke noget man outsourcer. Derfor har vi også bedt Magnetix om hjælp til at udvikle vores organisation, så vi i løbet af kort tid selv kan drive og vedligeholde SMILE med vores egne marketing- og CRM-medarbejdere.

Og hos Magnetix linked by Isobar glæder man sig til at komme i gang:

- Både fordi vi elsker at arbejde med den type kunderelationer, som Scandlines har, hvor vi har mulighed for at bygge på indsigt og data, og fordi vi tror, Scandlines har stort potentiale, siger Martin Bochineck, CEO for Magnetix linked by Isobar, og tilføjer:

- Vi taler typisk om 4 betingelser for succes: Evnen til at agere på data, stærk strategisk retning, en organisation der kan eksekvere på strategien og endelig en integreret teknologisk platform. Og så er det jo en markant aktør i dansk marketing, som vi er stolte af at arbejde sammen med.