Scandlines er på vej med ny brandplatform, ny identitet og nyt kampagneunivers, og til at hjælpe med udvikling og eksekvering har selskabet efter en bureau-runde valgt Advice som lead og strategisk samarbejdspartner.

Selskabet oplyser, at ni bureauer var inviteret i pitch, fire gik videre til anden runde, hvor man arbejdede specifikt med Scandlines, og i sidste omgang faldt valget på Advice.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Scandlines oplyser ikke, hvilke bureauer, der er tale om, men ifølge Line Nielsen, Head of CRM & campaigns, Scandlines, har man "set et højt niveau af arbejde fra nogle af Danmarks dygtigste bureauer."

Advice blev valgt, fordi bureauet leverede ”et virkelig velfunderet strategisk oplæg og et kreativt og indsigtsfuldt brandunivers i tråd med vores værdier, vores målgrupper og vores marked.”

Hos Advice glæder CEO Mille Klink sig naturligt nok over det nye samarbejde:

- Scandlines er en ambitiøs og på alle måder interessant kunde for os, og vi glæder os til at vise styrken af at være et stort, integreret bureau, siger hun.

Nyt univers senere i år

Scandlines arbejdede fra slutningen af 90’erne og frem til 2012 sammen med Partners.

Bureauet udviklede det kendte Kaj og Bøje-univers med de to måger, der nærmest udviklede sig til en TV-reklame-landeplage.

Siden har Scandlines arbejdet sammen med Hjaltelin Stahl i en længere årrække, men nu er altså Advice bureauet, der skal sætte en ny brand-platform i søen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Scandlines oplyser til Markedsføring, at partnerne har indgået en to-årig kontrakt med mulighed for forlængelse, og ifølge Mille Klink samarbejder Advice med sin svenske partner, The Big Plan om at løse opgaven.

Scandlines ønsker ikke at oplyse budgettets størrelse.

Aftalen med Advice ændrer ikke ved Scandlines' fortsatte samarbejde med Marvelous på BorderShop-brandet i Danmark og Sverige, og med Isobar for så vidt angår kundefordelsprogrammet SMILE.