14 danske influencer-bureauer omsatte i 2017 for over 100 millioner kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til 2016, konkluderes det i en ny analyse fra Slots- og Kulturstyrelsen.

- Udviklingen er interessant, fordi den finder sted på platforme som for eksempel YouTube og Instagram, der står uden for det etablerede, danske annoncemarked, lyder det fra Anders Sebastian Kauffeldt, specialkonsulent fra Slots- og Kulturstyrelsen, i en pressemeddelelse.

- Samtidig står mange af de traditionelle mediers samlede annonceomsætning i øjeblikket stille eller er faldende, fortsætter han.

Analysen viser også, at beskæftigelsen i de 14 influencer-bureauer er øget fra 37 fuldtidsbeskæftigede i 1. kvartal 2016 til 76 fuldtidsbeskæftige i 2. kvartal 2018. 

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Ekspert: Ingen overraskelser

Analysens konklusioner kommer ikke bag på Sarah Mai Stokholm, Digital Marketing Manager (EMEA), hos Meltwater, og ekspert i influencer marketing.

- Jeg synes umiddelbart ikke, der er noget overraskende over denne analyse. Væksten i disse bureauers omsætning skyldes en vækst i virksomheder, som benytter sig af denne type markedsføring, siger hun og efterlyser bl.a. konkrete eksempler på værdien af det produkt, der er blevet solgt for over 100 millioner kroner.

De 100 millioner kroner er omsætningen på de 14 udvalgte influencer-bureauer, så det samlede tal for, hvor mange danske annoncekroner, der rent faktisk bruges på influencer marketing, er sandsynligvis meget større, lyder det i analysen.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Eksempelvis er den omsætning, der ligger hos bureauer som Hjaltelin Stahl, der tidligere har oprettet en influencer-enhed, ikke talt med. Det samme gælder influencer-bureauer som Egmonts Unique Social og RTL's United Screens, der er så nye herhjemme, at der endnu ikke kan fremskaffes relevante tal.

Endelig kommer de mange ”selvstændige” influencere, som ikke benytter sig af et bureau, såsom Christiane Schamburg-Müller.

Langt mellem de store overskud

Analysen viser også, at selvom omsætning og antallet af medarbejdere stiger kraftigt i de 14 influencer-bureauer, så er det ikke i den del af bureau-branchen, der i dag skabes massive millionoverskud.

De største overskud blandt de 14 udvalgte leverer I AM-marketing (1,3 millioner kroner) og SMAC (1,1 millioner kroner), mens det største influencer-bureau i undersøgelsen (Bloggers Delight) må lade sig nøje med 0,6 millioner kroner på bundlinjen.

Det er dog væsentligt bedre end det næststørste bureau (Gonzo Media) og tredjesstørste (Splay Danmark) i analysen, der kommer ud med millionunderskud på henholdsvis 2,7 og 2,8 millioner kroner.

Af de 10 bureauer på listen, som der er offentliggjort regnskabstal for i analysen, realiserede de fire i seneste årsregnskab et overskud, fem et underskud og ét (YoHype) gik i nul.

Kilde: Regnskaber, ud fra Slots- og Kulturstyrelsens population baseret på baggrund af en høring blandt influencer-bureauer 2017/18. *Der er anvendt de senest offentliggjorte regnskaber for virksomhederne pr. 11. januar 2019. **Regnskabsdata er ikke tilgængelige da virksomhederne er nyetablerede eller af en virksomhedstype, der ikke offentliggør regnskaber.

Analysen baserer sig på særkørsler fra Danmarks Statistiks registre på baggrund af Slots- og Kulturstyrelsens udvælgelse af disse 14 influencer-bureauer: Bloggers Delight, Gonzo Media, Splay Danmark, SMAC Agency, Buzzanova, IAM-Marketing, Social Works, Social Zoo, YoHype, Nylon Studio, Bloggers Point/The Only One, Confetti, Hippo og BASH Agency.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.