Asetek hører ikke til de kendteste brands. Ikke desto mindre er den 20 år gamle virksomhed i dag markedsleder worldwide, når det kommer til liquid cooling af computere.

Men nu skal det være slut med den stille tilværelse. Branding er sat på dagsordenen og til formålet har man indgået et samarbejde med Clienti, der har hovedsæde i Aalborg.

– Vi opererer på et globalt marked, hvor vi er oppe imod en række store spillere både i form af direkte og indirekte konkurrenter. Vi har i mange år arbejdet på kontinuerligt at være bedst på performance, men har brandingmæssigt levet et stille liv, siger CEO André Sloth Eriksen, og fortsætter:

– Det vil vi lave om på nu, så vi får skabt et stærkt Asetek brand, der kan cementere vores position som markedsleder og åbne nye markedsområder for os. Vores knowhow og løsninger kan anvendes i andre produkter, end de bliver i dag, så det er uhyre vigtigt, at vi får skabt et involverende brand, der positionerer os korrekt i forhold til de nye markedsmæssige muligheder.

Asetek har således store ambitioner, og derfor er det grundlæggende arbejde med at udvikle en ny og differentierende brandplatform allerede i fuld gang.

– Asetek er en vanvittig spændende historie. André Sloth Eriksen opfandt Liquid cooling teknologien og startede en helt ny forretningskategori inden for IT. Virksomheden har gennem tiden sat en masse nye standarder for performance og udviklet løsninger til en række af verdens største IT-brands.

- Det er derfor med både ydmyghed og respekt, at vi hjælper Asetek til at indfri alle deres ambitioner, siger adm. dir. Anders Bjørnstrup, Clienti.

Asetek er noteret på børsen i Norge og har salgskontorer i USA, udvikling og administration i Danmark og produktion i Kina.