Et af Danmarks største influencer-bureauer, SMAC Agency, og søstervirksomheden HIPPO Management bliver nu en del af svenske CUBE, fortæller Pernille C. Lotus, som stiftede SMAC Agency for fire år siden.

- Vi har de senere år udført influencer marketing-kampagner på tværs af Norden, så da muligheden for at nå bredere ud på det nordiske og europæiske influencer-marked opstod i regi af CUBE, så slog jeg til, siger hun.

CUBE, som bliver fusion-bureauets navn, bliver ifølge Pernille C. Lotus Nordens største selvejede influencer-bureau med 38 medarbejdere fordelt på kontorer i Stockholm og København.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

De fleste (24) holder til på kontoret i Stockholm, men den danske afdeling skal på sigt blive lige så stor, fortæller SMAC-stifteren, der bliver adm. direktør for den danske afdeling af bureauet. 

- For 15 måneder siden gik det op for mig, at mine ambitioner om at få mine virksomheder ud over landets grænser og en styrkelse af niveauet i SMAC og HIPPO, betød, at jeg var nødt til at finde en god partner at teame op med, siger hun.

Vil omsætte for 100 millioner kroner i 2019

Derfor rakte hun ud til CUBE, som hun har fulgt tæt med i udviklingen af. Faktisk var CUBE en af inspirationskilderne, da Pernille C. Lotus etablerede SMAC Agency.

- Vi har over en længere periode haft et strategisk samarbejde om skandinaviske kunder, og det faktum at vi nu fusionerer betyder bl.a., at vi fremover kan tilbyde såvel vores eksisterende som nye kunder at nå endnu bredere ud med deres budskaber via de godt 80 markante influencers, vi arbejder med, siger Pernille C. Lotus.

Rent praktisk køber CUBE de danske bureauer med aktier. Ejerskabet og ledelsen af den nye influencer-koncern, der forventer at nærme sig en omsætning på 100 millioner svenske kroner i 2019, udgøres af Pernille C. Lotus samt de to svenske stiftere af CUBE, Olof Lindblom og Christoffer Bergmann.

Dertil kommer Rasmus Kolbe, som er kendt som Lakserytteren, der er med som partner og kreativ direktør.

Ekspert: Et led i en konsolidering

Madeleine Thor, adm. direktør for svenske IRM (Institutet för reklam- og mediestatistik), har fulgt udviklingen på det svenske marked for influencer marketing tæt de senere år.

- Det er et område i kraftig vækst, hvilket gør det til et interessant område for medieaktører at investere i, siger hun og henviser til instituttets seneste kortlægning, der viste en årlig omsætning på næsten en milliard svenske kroner på influencer marketing.

Hun er ikke overrasket over fusionen, som Madeleine Thor ser som et led i en konsolidering af det endnu ret unge influencer marketing-marked i såvel Danmark som resten af Norden.

- Vi ser et marked med færre og større aktører. I et sådant marked er det forventeligt, at vi ser den form for handler. Både nu og fremover, slutter hun

Har internationale ambitioner

CUBE's  ambitioner stopper i øvrigt ikke ved de nordiske grænser. Også resten af Europa skal erobres, fortæller Pernille C. Lotus.

- Vi er på udkig efter en strategisk partner med europæiske muskler, så vi kan tage CUBE ud over Skandinaviens grænser, siger hun.

Hvilken partner kunne det være?

- Det kunne være alt fra en privat investor, der kan se det europæiske potentiale i vores set-up, til et mediehus, slutter Pernille C. Lotus.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.