- Er du medlem af ”danmark”? Det spørgsmål kender de fleste af os fra besøg hos fx tandlægen eller fra apoteket, og i dag kan 2,5 mio. af os svare ja.

Men foreningen har plads til flere, og en ny serie - bestående af seks reklamefilm og skabt af bureauet Liquidminds - skal nu få medlemstallet til at vokse yderligere i de kommende år.

Martin Vibe, der er COO hos Liquidminds, siger, at man på bureauet glæder sig over det nye samarbejde, og tilføjer, at man også man har en ydmyg tilgang til det:

- Sygeforsikringen ”danmark” er et af landets mest konsistente og afholdte brands. Gennem årtier er det skabt af en stærk kerne af superdygtige og dedikerede marketers, så vi er gået til arbejdet med stor respekt. Og vi er ikke bange for at indrømme, at her har vi en kunde, vi har lært meget af.

Nærvær og glimt i øjet

Hos Sygeforsikringen ”danmark” er man også glade for det nye samarbejde.

Det fortæller Tina W. Christensen, der er ansvarlig for markedsføring hos Sygeforsikringen ”danmark”:

- Vi er endt op med seks film, som vi er stolte af. Filmene fortsætter stilen fra vores tidligere film, og de har lige præcis det nærvær og det glimt i øjet, som ”danmark” er indbegrebet af, siger hun.

Der har ikke været tale om en decideret pitch: Liquidminds bød af egen drift ind med et forslag, og det førte til en dialog, som udviklede sig:

- Liquidminds kom med et oplæg, som vi syntes rigtig godt om, så derfor valgte vi at gå videre med dem om denne kampagne, siger Tina W. Christensen.

Kærlighed og statistik

Den ene af de nye film har bureauet skabt i samarbejde med Oliver Zahle, og den handler om de 2,5 mio. medlemmer, mens de øvrige fem, som Mikkel Jangaard har instrueret, er mere klassiske ”danmark”-film om tilskud.

Kreativt bygger de fem sidstnævnte på statistik: Fx det faktum, at danskerne flytter 47.000 sofaer om året. Og så er det jo godt, at man har ”danmark”, når det ender i et hold i ryggen.

Mads Kold, der er kreativ direktør hos Liquidminds, siger, at filmene tager udgangspunkt i den kærlighed danskerne har til Sygeforsikringen ”danmark”:

- Vi holder jo så meget af denne medlemsejede forening, at vi melder vores børn ind allerede ved fødslen. Og populariteten hænger i høj grad sammen med, at vi som medlemmer oplever, at tilskud til alt fra tandlægebesøg over briller, rejsevacciner og medicin udbetales prompte og uden bøvl.

Sygeforsikringen ”danmark” bureau-partner gennem flere år hedder Lowe Friends – eller rettere Marvelous, som blev det fortsættende navn, da de to bureauer fusionerede i 2016.

Se den første af de nye film her. De øvrige fem film lanceres løbende over de kommende år. Credits under filmen.

2,5 millioner medlemmer

  • Bureau: Liquidminds
  • Instruktør:  Mikkel Jangaard / Oliver Zahle
  • Fotograf:  Manuel Claro
  • Exe.producer:  Rasmus Ejlers
  • Producer:  Mille Milt
  • Lineproducer: Melek Sikum
  • Postproduction: Welcome Post/Audio
  • Klipper: Martin Schade
  • Produktion: Entrance Film