Den landsdækkende herretøjskæde Marcus har efter en kort bureau-runde fundet et nyt reklamebureau i skikkelse af 727.

Det har resulteret i en åbningskampagne og en helt ny kommunikationsstrategi. Kæden har således genåbnet butikkerne med et nyt farverigt og legende univers, som skal understøtte Marcus’ nye payoff: ”Style Matters”.

- Det har været vigtigt for os at få støvet brandet af og få øget vores synlighed markant. Konkurrencen inden for herretøjsbranchen er knivskarp, og det har været vigtigt for os at finde en helt unik stil, der ikke ligner noget andet, fortæller konceptchef hos Marcus, Jørgen Wisborg.

- Her har 727 været en virkelig god og inspirerende sparringspartner, som har forstået branchen og vores egen situation, fortsætter han.

Farvel til reklameaviserne

Marcus-kæden, der har hovedsæde i Randers, har eksisteret siden 1993 og har 26 forretninger fordelt over hele landet.

- Det har været en utrolig spændende opgave, fordi Marcus har vist modet til virkelig at gøre noget nyt i branchen. Der er en tendens til, at alle nærmest ligner hinanden, så det ”nye” Marcus kommer til at positionere brandet på en helt ny måde, fortæller Signe Horsholt, kontaktchef hos 727.

Opgaven har være en komplet rebranding af kædens kommunikation og butikker.

Det har bl.a. medført, at reklameaviserne er afgået ved døden, og kommunikationsstrategien har i stedet fokus på sociale medier, en ny webshop og selve butiksoplevelsen.