Der er dukket en ny spiller op det det danske marked for kommunikationsbureauer ved navn The Central.

Bag bureauet står Mette Ljunggren, Anders K. Sørensen og Henrik Røjgaard, der alle har arbejdet med kommunikation og journalistik i en årrække. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Deres veje mødtes for første gang i kommunikationsbureauet Friday, som de var medejere af og sammen forlod i efteråret 2017. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

The Central lægger fra land med en kundeliste, der spænder fra møbelbrands og fødevarer over tele, arkitektur og musik til uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer. Derudover prioriterer The Central at samarbejde med start-ups og unge vækstvirksomheder. 

- Vi arbejder allerede for nogle af morgendagens frontløbere, og udviklingen blandt start-ups er ekstremt interessant lige nu – ikke mindst i forhold til f.eks. bæredygtighed og digital forretningsudvikling, lyder det fra Henrik Røjgaard, administrerende direktør i The Central, i pressemeddelelsen.

- Vi oplever en stigende interesse fra iværksættere og deres investorer for at koble os på som bureau tidligt i virksomhedernes liv, hvor de har behov for et erfarent blik udefra og en klar linje i kommunikationen. Det er en ny tendens, og det har vi taget en principiel beslutning om at prioritere, fortsætter han.

Derudover har bureauet besluttet sig for "at gøre op med sindrige, individuelle og salgsbaserede provisionsmodeller", som de er stødt på i branchen.

- Vi tror ikke på, at de gavner kunderne. Vores mål er at skabe en mere klassisk og mindre bonusdrevet virksomhed, der bygger på lange og dybe relationer internt såvel som eksternt, slutter Henrik Røjgaard.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.