Da Malene Dyhring og Simon Bonde i 2016 etablerede produktionsselskabet Honeytrap, var det bl.a. med en ambition om at hæve underholdningsværdien i dansk reklame.

Og med selskabets seneste træk, må man sige, at de går målrettet efter at levere på ambitionerne.

Honeytrap har således netop indgået samarbejde med det svenske produktionsselskab Giants & Toys, som bl.a. repræsenterer det massivt prisvindende filmkollektiv Traktor.

Malene Dyhring, der er direktør hos Honeytrap, fortæller, hvad det nu går ud på:

- For det første vil Honeytrap gerne udvide sin instruktør-roster med folk, der især er stærke på humor, og det leverer Giant & Toys til overflod, siger hun og tilføjer:

- For det andet vil vi gerne give vores danske instruktører mulighed for at prøve kræfter med det svenske marked, hvor de kreative idéer er markant anderledes end herhjemme.

Erfaring og inspiration

Med den nye aftale deler parterne instruktører i de respektive lande.

Fra dansk side gælder det bl.a. Simon Bonde, Ian Isak og Christian Lyngbye - og fra svensk side Henrik Sundgren, Jens Jonsson, Jesper Ganslandt og filmkollektivet Traktor.

LÆS OGSÅ: STJERNE-INSTRUKTØR TIL HONEYTRAP.

Simon Bonde, der ejer Honeytrap sammen med Malene Dyhring, siger:

- Bare de indledende snakke, vi har haft med Giants & Toys, har været inspirerende. Man vænner sig jo hurtigt til, at den måde, tingene gøres på i Danmark, er den eneste rigtige. Men man skal faktisk bare over broen for at finde ud af, at en kreativ idé kan angribes på helt andre måder, end vi er vant til.

Simon Bonde kalder det en en sjov udfordring for selskabets instruktører at lave film i Sverige:

- Og forhåbentlig kan vi høste erfaring og inspiration, som vi kan tage med hjem og bruge på danske projekter.

Prisvindende arbejde i massevis

Honeytrap er lige nu aktuel på shortlisten ved EM i reklame, Eurobest, med filmen "Happy Nothing" for mode-brandet Le Fix, men er måske især kendt for den massivt prisvindende film ”Filips Far” fra Rådet for Sikker Trafiks kampagne-serie ”Nederen Forældre”.

Og fra den nye svenske samarbejdspartner kan nævnes sidste års Super Bowl-succes It’s a Tide Ad, reklamefilmen The City for Heineken - og den charmerende reklamefilm for 3, hvor en lille pige flintrer afsted på sin lyserøde cykel - med en grå kat i cykelkurven - mens hun af fuld hals skråler Starship-klassikeren ”We Built this City”.

Se de forskellige instruktørers arbejde her.  

Og nyd så lige et gensyn med Traktors (og Wieden + Kennedys) 3-klassiker fra 2014 her: