Der er bud efter dygtige danske kreative hjerner - både herhjemme og i udlandet.

Senest har det danske, digitale bureau Frankly vundet en større opgave for FN-organisationen GAIN, Global Alliance for Improved Nutrition, der med hovedsæde i Genève i Schweiz arbejder for bedre ernæring på globalt plan.

Opgaven for det danske bureau består i at kreere en online hub til vidensdeling, dataindsamling, dialog og ideudveksling mellem GAIN’s mange offentlige og private interessenter, herunder regeringer, fonde, partnere og faglige eksperter.

Nathalie Perroud, Head of Communication hos GAIN, siger om valget af det danske bureau:

- Frankly har den kreative og tekniske tyngde, vi har ledt efter. Og som kan hjælpe os med at skabe overblik og en bedre forståelse for, hvad der virker - og hvad der ikke virker - i forhold til de emner og problemstillinger, vi skal adressere.

Nathalie Perroud ser det kommende online hub som et vigtigt community for GAIN’s interessenter, og hos Frankly er partner Klavs Valskov begejstret for opgaven:

- Vi er stolte og ydmyge over at vinde opgaven, og vil gøre vores bedste for at skabe et hub, der bl.a. kan inspirere til flere offentlig-private partnerskaber til gavn for klodens ernæringsmæssige udfordringer.

Partnerskab napper budget på 15 mio. kr.

På de hjemlige breddegrader har også Energistyrelsen været på jagt efter kreativ hjælp til sitet sparenergi.dk.

Valget er faldet på Energibureauet - en konstellationen af Viegand Maagøe og Nordlið, der også tidligere har pitchet sammen under dét navn med succes.

Opgaven, der har en budgetramme på 15 mio. kroner over tre år, går ud på at være ”webredaktion” på SparEnergi.dk - med alt hvad det indebærer af vedligehold og udvikling af hjemmesiden, grafisk design, tekstforfatning, PR, strategisk kommunikation og markedsføring. 

- SparEnergi.dk skal opleves som den meste relevante og troværdige kilde til information om ener­giforbrug og energieffektivisering i Danmark. Energibureauets strategi for websitet, tror vi, kan være med til at nå det mål, siger Line Kold fra Energistyrelsen.

Jan Køhler, strategisk direktør i Nordlid, tilføjer, at man bl.a. vil fokusere på en bedre og mere personlig brugeroplevelse.

 - Med et tydeligere fokus på personaliseret push og ikke pull, vil Energibureauet gøre SparEnergis informationsrolle mere proaktiv og relevant for den enkelte. Målet er at skærpe brugervenligheden og styrke engagementet blandt brugerne.

I arbejdet for Sparenergi.dk henter Energibureauet ekspertise fra en række underleverandører, herunder 1508, Wilke, Mammuth Media og Ambition.

Ny brandplatform til Holstebro Kommune

I det nord-vestjyske har Holstebro Kommune haft behov for at styrke profilen og søgt kreativ bistand til projektet.

- I den daglige konkurrence om at tiltrække nye borgere, nye virksomheder og skabe vækst, er det fuldstændigt vitalt at fortælle, hvad vi står for som kommune, og hvad vi kan tilbyde, siger Mette Højborg, direktør for Kultur og Erhverv, der oplyser, at valget faldt på Clienti.

-  Bureauet overbeviste os hurtigt om, at de kunne løfte opgaven med at skærpe den kulturprofil, der har været en vigtig del af kommunens identitet siden midten af 1960’erne, siger Mette Højborg.

Den nye brandplatform bygger på indsigts- og analysearbejde, der også inkluderede en større omdømmeanalyse, lyder det fra bureauet:

- Dels var det vigtigt at tage så mange som muligt i ed for at sikre opbakning. Dels gav inddragelsen et vitalt indblik i indbyggernes forhold til kultur og hvad den betyder for dem, siger Charlotte Liendgaard, direktør for Clienti, og tilføjer:

- Vi fandt ud af, at der er meget mere ved kulturen i Holstebro Kommune end Den Kongelige Ballet og Giacomettis ”Kvinde på Kærre”. Kulturen findes ligeså meget i den åbenhed, man møder i kommunen – og i den særlige måde indbyggerne ser på verden og løfter i flok.

Den nye brandplatform lever i første omgang liv i en husstandsomdelt avis: ”Kulturen til forskel” og følges op med annoncering og film, der vises i den lokale biograf og på TV MidtVest i efteråret.