Fredag aften blev VELUX-kampagnen ”The Indoor Generation” – og bureauet bag & Co. – overøst med priser ved Creative Circle Award (CCA), men også et andet af ovenlysproducentens danske bureau-samarbejder udløste ædelt metal.

Det drejer sig om det knap to år gamle samarbejde med Umwelt, der bl.a. har resulteret i den digitale indsats ”Se Lyset”, som blev belønnet med sølv i kategorien Digital / Campaign Sites & Apps.  

Hos VELUX er man så godt tilfreds med samarbejdet med Umwelt, at det nu udvides til hele Norden.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Samtidig er “Se lyset” blevet versioneret til flere andre store europæiske markeder, herunder Tyskland, Schweiz, Spanien og Italien. Susanna Beranova, marketingdirektør for VELUX Nordic, siger i en pressemeddelelse:

- Umwelt er vores faste samarbejdspartner - og nu altså også i nordisk regi. Vi skaber aktiviteter som bygger generel efterspørgsel i de nordiske lande og samtidig understøtter salget.

Bureau-boss: En signaturkunde

Udvidelsen af samarbejdet glæder naturligvis Martin Michael Hansen, CEO i Umwelt.

- VELUX Danmark er efterhånden en signaturkunde for Umwelt. Og derfor er vi meget stolte af nu at være nordisk samarbejdspartner, siger han

- At vores seneste aktivitet “Se lyset” samtidig finder anvendelse på globalt niveau, er for os en blåstempling af vores faglighed og fokus på at skabe stærke digitale salgsfremmende aktiviteter for VELUX, fortsætter han.

Hos VELUX forklarer Susanna Beranova at virksomheden og bureauet ”arbejder parallelt frem for sekventielt”.

- Derved får vi skabt en større digital sammenhæng mellem vores aktiviteter. Som eksempel kører vi nu en awareness kampagne på VELUX fladtagsovenlysvinduer, ligesom vi nu starter en kampagne op for vores ovenlysgardiner. Kampagnen omfatter både film, kampagnesites og aktivering, siger hun.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Ny ”Se Lyset”-kampagne på vej

Susanne Beranova kan også fortælle, at partnerne lige nu arbejder på en afløser for ”Se Lyset”, der ikke blot er blevet hædret ved CCA.

- Vi fik blod på tanden da vi så gode konverteringsresultater på ”Se lyset”, ligesom den både vandt en FWA og en CSS Design Award og blev nomineret ved Webby Awards, siger hun. 

- Den nye aktivitet kommer også til at køre med en digital kerne, som vi kan bruge på tværs af alle kontaktpunkter, men bliver anderledes end “Se lyset”, som vi har lært meget af. Det hele er avanceret og nyt for os, men vi er nødt til at tage disse innovative skridt for at lykkes med vores strategi i Norden. Vi er nok klar lige efter årsskiftet med dette arbejde, slutter Susanna Beranova.

Se en casefilm om ”Se Lyset” her: