Mens andre brancher – især skuespillerbranchen – har taget store, dybe og konsekvensfulde debatter om både fortiden og nutiden i kølvandet på den såkaldte #MeToo-bølge, har debatten i den danske reklamebranche ikke rigtig foldet sig ud. 

I hvert fald ikke i offentligheden. Og det på trods af at der synes at være bred enighed om, at der i hvert fald i 1990’ernes reklamemiljø i Danmark var en ”speciel” kultur. Med branchehistorien in mente rejser det således spørgsmål om, hvordan det ser ud i dag - og hvorfor debatten døde, inden den blev født.

Til det sidste siger Hanne Schmidt, der har en fortid på flere reklamebureauer, og som i dag er kreativ direktør hos Geelmuyden Kiese:

- Det ville være at åbne Pandoras æske. Mange vil have noget i klemme – enten som krænker, som vidne eller som den krænkede. Der lader til at være en stiltiende aftale om ikke at åbne for æsken. Det er en meget lille branche.

Andre kilder peger på, at det er svært at tage nutidens moralbegreber og bruge dem i fortiden. Hos bureauernes brancheforening, Kreativitet & Kommunikation, mener direktør Tine Aurvig-Huggenberger, at ”#MeToo-bølgen har givet anledning til berettiget refleksion.”

- Jeg er ikke i tvivl om, at #MeToo har betydet meget for den generelle kultur i branchen, og det har også betydet meget, at andelen af kvinder er steget. Det samme er andelen af kvindelige ledere og mellemledere. Det betyder også noget. Og gevinsten ved #MeToo er også, at vi har den her samtale nu, siger hun og fortsætter: 

 - Der har ikke været en organiseret debat i branchen, men det her er noget, som har rokket grundlæggende ved hele kønsdebatten. Og der er blevet talt om det på bureauerne, men det overrasker mig ikke, hvis folk er tilbageholdende med at tale om det offentligt.  

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Verdens mest berømte hashtag

Den globale #MeToo-bølge begyndte for alvor at rulle, da to New York Times-journalister, Jodi Kantor og Megan Twohey, 5. oktober 2017 trykkede på ”udgiv artikel”-knappen og dermed sendte historien om filmmanden Harvey Weinsteins hemmeligheder ud i offentligheden.

Og da skuespilleren Alyssa Milano 15. oktober 2017 kom med en Twitter-opfordring til alle, der har oplevet seksuel chikane, om at dele deres oplevelser under hashtagget #MeToo, gik nettet amok i det berømte hashtag.

Efterfølgende kom kendisser som Kevin Spacey, James Franco, Bill Cosby i mediernes og retssalenes søgelys, og i december 2017 kårede Times Magazine #MeToo-bevægelsen til at være årets ”person” med fem sortklædte Hollywood-skuespillerinder på forsiden.

Siden har også andre brancher herhjemme og i udlandet taget debatter om fx sexisme, krænkelser osv. i både fortiden og nutiden.

En vild tid

Selv om en offentlig debat ikke har blomstret i reklamebranchen, så er eksempler fra især fortiden på det, man kan kalde en "Mad Men"-kultur eller konkrete episoder, som i dag ville vække stor opsigt, ikke svære at finde.

Hanne Feldthus, som har en fortid hos Wibroe, Duckert & Partners, beskriver 1990’ernes danske reklamemiljø som et ”vildt” sted, hvor man ”nærmest boede på bureauerne”, hvor ”mandschauvinismen var totalt til stede”, og hvor det blandt andet blev ”sagt åbent, at receptionisten skulle være den smukkeste i byen, fordi kunderne skulle have noget godt at kigge på, når de kom.” 

- Det er vigtigt at forstå, at vi havde nogle andre normer, siger Hanne Feldthus. 

Hvad med dem, der ikke synes, det var sjovt?

- Der er sikkert nogle, som har følt sig forulempet, men jeg tror ikke, at folk generelt følte det så krænkende dengang. Enten kunne man lide lugten i bageriet - eller også kunne man ikke. Og jeg tror, at de, der ikke kunne lide det, sagde op og blev noget andet i en anden branche, siger hun. 

Er det ok?

- Det er svært at bruge nutidens moralbegreber i forhold til datiden. Det var sådan, det var, siger Hanne Feldthus.

Peter Wibroe, der i 1990’erne var en del af topledelsen på Wibroe, Duckert & Partners, genkender billedet af vilde tider, hvor der blandt andet blev ”drukket og røget i store mængder”, men han kan ikke genkende billedet af, at nogen skulle have ”noget i klemme” i dag.

- Me too betød dengang: ”Jeg vil også i seng med dig.” Og jeg lagde ikke skjul på, at jeg holdt mere af netstrømper end af rødstrømper. Det er vist, hvad jeg kan sige, siger Peter Wibroe. 

Han tilføjer, at han ikke har kendskab til kritik af, hvordan kulturen på bureauet var i 1990’erne:

- Og i forhold til 1970’erne og 1980’erne stilnede det faktisk lidt af i 1990’erne. Det var morskab dengang, men det var nok ikke gået i dag. Det var andre tider, og det er noget andet at arbejde på et bureau i dag, siger Peter Wibroe.

Hanne Feldthus og andre kilder forklarer, at der op gennem nullerne begynder at ske en kulturændring.

- Vi begyndte at få et liv ved siden af arbejdet, og der kom også mange flere kvinder ind i branchen. Samtidig begyndte mændene også at blive interesserede i deres børn. Det betød, at man holdt ikke fest hver fredag - og vi holdt også op med at møde fulde på arbejde. Oveni det kom der også effektivitetskrav - det blev mere fabriksarbejde, siger Hanne Feldthus. 

Samtidig er der sket et generationsskifte, hvorfor behovet for et opgør med fortiden måske ikke er så stort, lyder en vurdering. 

- Mange af os, der var med i de vilde år, er ikke i branchen længere, siger Hanne Feldthus.

En lille branche

Hvad betyder det for debatten i dag, at vi har med en lille branche at gøre?

- Det dæmper debatten. For ingen vil være hende, der har sagt noget om en chef, og ingen vil risikere at det får negative konsekvenser i forhold til job eller kunder. Men på den anden side, så kom der en debat i filmbranchen, som også er en lille branche, siger Hanne Feldthus.

Hanne Schmidt mener, at det vil være godt at få en debat. I hvert fald om hvordan det står til i dag.

- Men man får ikke fodfæste for en debat, før man får en undersøgelse, der påpeger, at der er et problem. Min klare fornemmelse siger mig, at der stadig er et problem. Og derfor burde man også tilbyde rådgivning fra brancheforeningens side. Det undrer mig også meget, at der ikke er blevet lavet en undersøgelse af det her, siger hun.

Hvorfor?

- Jeg ved ikke, hvor meget vi skal kigge tilbage i tiden, men der er ingen tvivl om, at reklamebranchen især i 1990’erne var et ret specielt miljø. Det er formentlig blevet bedre i dag. Men jeg har iagttaget, at i hvert fald hverdagssexismen eksisterer, siger Hanne Schmidt. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Store og små krænkelser

Mona Juul, der i mange år var direktør i reklamebureauet Envision, har i dag gang i en politisk karriere, og også hun husker episoder. 

- Vi er vel alle stødt på eksempler undervejs i vores arbejdsliv, men sager, som jeg har haft kendskab til, og hvor reaktion har været nødvendig, er der blevet slået hårdt og effektivt ned på lige på stedet. Inden for virksomhedens egne rammer, siger hun og tilføjer:

- Desværre findes der nok hver dag og på alle virksomheder eksempler på små og store krænkelser – ikke kun rettet mod køn, men også mod etnicitet, alder osv., og det er under alle omstændigheder forkasteligt og rædsomt. 

Hvad har dine egne erfaringer været?

- Nu har jeg jo personligt ikke holdt mig tilbage. Jeg var barn i 70’erne, og dengang var man ikke så bange for at levere en på lampen, hvis der var nogen, der forulempede én med klap bagi eller lignende. 

- Men desværre har der altid været mennesker – især mænd – der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Mænd, der ikke kan styre sig og tiltager sig en magt, de ikke skal tage. Det må man håndtere, siger Mona Juul, som tilføjer, at hun har indtryk af, at flere og flere piger og kvinder i dag godt tør sige fra:

- Og det er vigtigt. Det bliver først ubehageligt, hvis tavsheden råder. 

Hvor vigtig synes du, #MeToo-bevægelsen er?

- Nok en af de vigtigste, siden kvinderne fik stemmeret. Og jeg bakker op om alt det, den står for. Jeg synes bare ikke, der er behov for en branchespecifik debat - med mindre man med sikkerhed kan identificere, at netop denne branche har et tydeligt problem.

Markedsføring har i forbindelse med denne artikel talt med bureaukilder, som har fortalt om eksempler på adfærd, der har været over stregen. Ingen har dog ønsket at stå frem. Dette er ikke grundlag nok til at fastslå, at der er et generelt problem, men det indikerer et behov for en undersøgelse, mener Hanne Schmidt, der oplyser, at hun har talt med unge kreative, der blandt andet har fortalt hende om en tone, som ”lyder 90’er og nuller-agtig”.

Sammenlignet med andre brancher mener Hanne Schmidt heller ikke, at reklamebranchen er ”kendetegnet ved at arbejde professionelt med ledelse.” Og hvis det halter på ledelses-fronten, er der risiko for, at kulturen skrider, mener hun.

- Samtidig kan arbejdet med reklame opfattes som om, at det ikke er et rigtigt arbejde, og at det er nødt til at være et regelløst Wild West, for at der kan ske noget kreativt, siger Hanne Schmidt og fortsætter:  

- Jeg synes, der skal stærk ledelse til at skabe gode rammer for kreativt arbejde og følsomme processer, hvad enten følsomheden kommer fra kvinder eller mænd. Derfor er min appel: Opgrader på ledelsesfronten. Få lavet en undersøgelse af problemets omfang i dag. Tag debatten. 

Mad Men-kulturen er død

Hos Kreativitet & Kommunikation mener Tine Aurvig-Huggenberger, at man ”sagtens finde et utal af sindssyge episoder fra 90’erne som ingen ville acceptere i dag.” Og hun afviser, at der er et generelt ledelsesproblem.

- Det var en anden tid, hvor den der Mad Men-kultur stadig levede. Det gør den ikke i dag. Og det er mit grundlæggende indtryk, at man i branchen i dag har en helt anden og meget mere professionel indstilling til, hvordan man opfører sig, siger hun.  

Branche-direktøren mener, at det ”er dårligt forretningsmæssigt, hvis man har en kultur, der ikke er i orden.”

- Og hvis man ikke har styr på sin kultur internt, så bliver man et sted, hvor de bedste ikke søger hen. Og så taber man. Man kan ikke drive bureau på samme måde i dag, siger hun. 

Tine Aurvig-Huggenberger oplyser, at organisationen ikke har fået konkrete henvendelser om sager.

- Jeg vil ikke afvise, at vi kunne lave en undersøgelse. Men det er meget væsentligt, at det ikke bliver en suppe af alt muligt. Når vi taler om det i den her kontekst, så taler vi først og fremmest om ulige magtforhold, hvad det for en kultur, der hersker - og hvad man som ledelse skal være opmærksom på, siger hun og opfordrer til at ”hvis der er en sag, så skal man gå til sin fagforening. Ikke til virksomhedernes organisation.” 

Så hvad er svarene på spørgsmålet, der var udgangspunktet for denne artikel? 

Der synes at være tre bud: At ingen har lyst til at rippe op i fortiden ved at åbne Pandoras æske, at der er sket i kulturændring og et generationsskifte i branchen, der har mindsket eller måske elimineret behovet, og at branchens størrelse lægger en dæmper på lysten til at tale højt om et så følsomt emne.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.