Flere danske sommerhuse skal lejes ud, mener man hos VisitDenmark, som derfor om kort tid vil sparke en ny kampagne i gang med netop det formål.

Opgaven har været sendt i udbud af turismeorganisationen, og valget er faldet på fusionsbureauet Ambition - i konkurrence med 14 andre udbydere.

Ambition blev til i sommeren 2017 som en fusion af datakonsulentvirksomheden DM Partner, dialogbureauet Director og search marketingbureauet Webjuice.

Og opgaven, som bureauet nu skal løse for VisitDenmark, har sin baggrund i en politisk beslutning fra 2018: En beslutning, der betyder en større skattefri grænse, hvis man som sommerhusejer udlejer sit hus via udlejningsbureauer eller digitale platforme, der indberetter indtægterne fra udlejningen til Skat.

Udbudsbudgettet er på fire mio. kroner, og Ambition skal udarbejde strategi og kampagnekoncept for dels at oplyse Danmarks 220.000 sommerhusejere om de nye regler, og dels - som et mere konkret mål - at få 3.000 flere sommerhusejere til at leje deres huse ud. 

Er stærke på data

- Vi vil gerne have flere til at bo i danske feriehuse og vi oplever, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet. Med de nye regler gør man det attraktivt at udleje, også fordi administrationen er blevet lettere, siger VisitDenmarks marketingdirektør, Janne Grønkjær Henriksen i en pressemeddelelse.

Om bureauvalget siger hun:

- Ambition er meget stærk på data og indsigter og deres cases har bevist, at de er gode til at skabe resultater. 

Hos Ambition beskriver partner og direktør Grethe Berg opgaven således:

- Vi skal finde dem, der endnu ikke udlejer, men som måske har overvejet det, samt dem, som kunne tænkes at udleje i længere tid, end de gør i forvejen. Især i områder, hvor efterspørgslen er større end udbuddet. Og så skal vi naturligvis arbejde på at finde de indsigter, der kan føre til en adfærdsændring. 

Kampagnen starter til påske via e-boks og direct mail og vil blive fulgt op af segmenteret online og offline annoncering.