Den årlige Cannes Lions Festival of Creativity, der også bliver kaldt VM i reklame, aflyses på grund af corona-pandemien.

Det oplyser Cannes Lions i en meddelelse på festivalens website.

Cannes Lions, der årligt samler tusinder af kreative og marketers fra hele verden i den sydfranske badeby Cannes til idéudveksling, seminarer og award-show, skulle have været afholdt fra 22. til 26. juni i år.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Den 18. marts meddelte festivalledelsen, at årets festival blev flyttet til slutningen af oktober, og Philip Thomas, formand for Cannes Lions, forklarer aflysningen således:

- Cannes Lions har altid handlet om kreativitet og løverne (priserne, red.). Vi har indset, at den kreative branche har andre udfordringer at håndtere i øjeblikket og ganske enkelt ikke er i stand til at indsende de arbejder, der vil sætte standarden, siger han i meddelelsen.

Philip Thomas fortsætter:

- Marketing og den kreative branche er, i lighed med så mange andre, præget af uro i øjeblikket, og det står klart, at vi kan spille en lille rolle ved at fjerne enhver spekulation om årets festival.

Danske bureauer og annoncører indsendte i 2019 240 cases til award-delen af Cannes Lions Festival of Creativity, hvilket udmøntede sig i 14 priser: En Grand Prix, en guld-, fem sølv- og syv bronzeløver.

Den næste Cannes Lions Festival of Creativity afholdes fra den 21. til 25. juni 2021.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.