OPDATERET: Det er blevet til lidt færre danske indsendelser til reklame-VM, Cannes Lions, i år - men også kun lidt færre: 240 mod sidste års 264.

Overordnet set har især den klassiske reklame-disciplin, Film, fremgang:  Hele 29 procent vokser det globale antal Film-indsendelser i år, hvilket gør kategorien til årets største. Et markant spring opad fra en placering som bare femtestørste kategori i 2018.

Film-kategorien er også årets største danske af slagsen med 31 indsendelser, dog skarpt forfulgt af Social & Influencer med 27.

Dertil viser bl.a. Digital Craft, Design, Creative eCommerce og en anden klassiker - Print & Publishing - fremgang.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Andre kategorier får til gengæld noget mindre tilslutning: Der ses således et markant fald i antallet af danske indsendeler i Brand Experience & Activation, som er mere end halveret, Direct, som ligeledes er mere end halveret. Også Mobile og Media falder.

Men Film styrer, og hos et af de bureauer, der gennem de senere år især har markeret sig på filmfronten i Cannes, & Co., fortæller kreativ direktør og partner Thomas Hoffmann, at man også holder stand med antal indsendeler i år i forhold til sidste år.

& Co.: Cannes er flere ting for os

- Vi har sendt cirka det samme ind, som vi har gjort de sidste 3-4 år, siger han.

Bureauet sender i år 73 mennesker til Cannes, og det er der flere grunde til, forklarer Thomas Hoffmann:

- Cannes er flere ting for os. Allerførst er der væg-til-væg booket med møder. Kunder, potentielle kunder, møder med pressen, møder med nye - og gamle - samarbejdspartnere, interne NoA møder, og så selvfølgelig generel networking, siger Thomas Hoffmann.

Han tilføjer, at der ligeledes er ”væsentlige talks der skal ses i palæet”.

- Sidst men ikke mindst, er Cannes Lions også &Co.´s sommerfest. Vi har en tradition, der hedder, at hvis vi har haft et godt år, tager vi alle sammen til Cannes og fejrer det. Uanset om man er CEO eller piccolo.

- Og da vi så samtidigt har ansat mange nye kollegaer på det sidste, er Cannes en god måde at blive rystet tættere sammen på.

Uncle Grey: Inspiration, møder og talenter

Hos Uncle Grey er man også klar til årets Cannes Lions-festival, fortæller Lars Samuelsen, der er Chief Strategy Officer & Head of Digital Grey Nordic.

Bureauet har sendt cirka samme antal cases ind, som man plejer: ”Lidt mere end sidste år og lidt mindre end året før.”

Hvor mange skal I til Cannes i år?

- Vi tager 18 personer afsted. Cannes-ugen er for os meget mere end bare et awardshow. Der er mange møder med andre Grey og WPP-enheder. 

- Vi har møder og events for talenter. Der er creative sessions med samarbejdspartnere. Vi har møder med mange af vores udenlandske samarbejdspartnere inden for teknologi, medier og filmproduktion.

Hvad betyder festivalen for jer?

- Cannes er stadig det eneste sted, hvor så mange er vores partnere - Grey, kunder, medier, produktionsbureauer, digitale bureauer og teknologipartnere - samles et sted. 

- Vi bruger muligheden for at lære hinanden bedre at kende og styrke vores relationer i et meget inspirerende og innovativt miljø. Endvidere har vi haft fokus på at møde mange af de fantastiske talenter, som der bliver udklækket i Danmark i disse år, siger Lars Samuelsen og tilføjer:

- Nå ja og så skal vi vel også have et glas rosé…

FAKTA: Danske indsendelser pr. kategori (sidste års antal i parentes):

  • Brand Experience & Activation – 12 (30)
  • Direct – 11 (28)
  • PR – 22 (25)
  • Media – 15 (23)
  • Social & Influencers – 27 (21)
  • Film – 31 (20)
  • Film Craft – 17 (19)
  • Entertainment – 10 (15)
  • Mobile – 9 (14)
  • Outdoor – 13 (14)
  • Health & Wellness – 8 (11)
  • Radio & Audio – 6 (8)
  • Sustainable Development Goals – 6 (7)
  • Creative Effectiveness – 4 (6)
  • Digital Craft – 11 (5)
  • Industry Craft – 4 (5)
  • Creative Data – 1 (4)
  • Design – 7 (3)
  • Pharma – 0 (1)
  • Print & Publishing – 5 (1)
  • Titanium – 2 (1)
  • Glass – The Lion for Change – 1 (1)
  • Creative e-commerce – 7 (1)
  • Innovation – 2 (0)
  • Entertainment Music – 2 (0)
  • Sustainable Development Goals – 6 (7)

Nye kategorier i 2019:

  • Creative Strategy – 7 (-)
  • Entertainment Sport – 5 (-)

Enkelte kategorier har allerede offentliggjort shortlister, og her udmærker danske Virtue sig med hele to styk: En i Innovation og en i Glass - The Lions for Change: Begge for den "kønsneutrale stemme - Genderless Voice.

Øvrige shortlister - og vindere - offentliggøres hen over næste uge, og du kan selvfølgelig løbende få sidste nyt her på Markedsføring.