OPDATERET: Juryen ved dette års Lovie Awards - Europas svar på Webby Awards og populært kaldet EM i digital kommunikation eller web-EM - har talt, og igen i år er der danske navne med helt fremme.

Ikke mindst UncleGreys arbejde BBQ Culture for Weber markerer sig i vinderfeltet i år: BBQ Culture løb således med hele to guld og to Peoples’ Lovies, da stemmerne var talt op, og det glæder naturligvis hos Weber:

- Med fire Lovie Awards har samarbejdet med UncleGrey endnu engang bevist, at det giver pote at satse på nytænkning og en underholdende approach til, hvordan et brand anvender internettet. Weber vil være nytænkende, når det kommer til kommunikation og brandets positionering, og det kræver, at man kan finde samarbejdspartnere, der vil flytte barren sammen med os – vi kan ikke vente til at vise jer næste projekt, siger Stig Pedersen, der er Vice President Global Creative, hos Weber.

Også hos UncleGrey vækker priserne naturligt nok glæde. Lars Samuelsen Chief Strategy Officer & Head of Digital, siger:

- Lovie Awards har altid holdt fanen højt, når det gælder digital kreativitet og et højt eksekveringsniveau, så det er fantastisk, at de på denne vis vælger at hylde Weber og BBQ Cultures for et projekt, der anvender digitale platforme til brand building, edutainment og interaktion.

Ud over UncleGrey og Weber vandt også Spring/Summer og Molamil guld ved dette år Lovie Awards: Spring/Summer for Beagle-projektet for Podio og Molamil for Experimentarium-education-app'en Sig Det Videre.

Joakim Norman, designer og kreativ direktør hos Molamil, siger:

- Det er en enorm ære at have vundet en Lovie. Vi er endnu gladere for at have vundet prisen med et projekt så usædvanligt og oftest usexet som en undervisnings-app. Det beviser bare, at man i enhver kontekst kan fortælle en god historie, hvis bare man har fantasi og arbejder hårdt for det. 

Bent Johan Poulsen fra Experimentarium tilføjer:

- App-projektet er en naturlig videreudvikling af det digitale samarbejde mellem Experimentarium og Molamil. Det har været et stort projekt, som vi i sammen med Molamil har arbejdet hårdt for, så vi er ekstremt stolte og glade for at vinde prisen for det.

Men der var også priser til andre danske arbejder ved Lovie Awards.

- Crispin Porter + Bogusky vandt både bronze og en Peoples’ Lovie for The Rap Mic Contest for AIAIAI og amerikanske Stones Throw.

- Dwarf vandt bronze for Burger on the Fly for Halifax.

- Digitas Nordic vandt bronze for Virtual Launch Volvo XC 90.

- VisitDenmark vandt bronze for app'en Bike & Camp Denmark

Du kan finde alle 2015-vinderne ved Lovie Awards her.