Den svenske detailkæde Coop har i samarbejde med reklamebureauet Forsman & Bodenfors lavet en slags omvendt ”Super Size Me”- eksperiment - og fået iøjnefaldende resultater ud af det.

I den amerikanske dokumentarfilm ”Super Size Me” levede instruktøren Morgan Spurlock af McDonald’s-måltider i en måned, morgen middag og aften. Han gennemgik løbende lægeundersøgelser, som bl.a. viste dramatiske ændringer i hans lever- og kolesteroltal.

I Coop Sveriges eksperiment ”The Organic Effect” er både fortegn og formål derimod anderledes positive.

Detailkæden har sammen med sit reklamebureau, Forsman & Bodenfors, gennemført et eksperiment, hvor en ganske almindelig familie med far, mor og tre børn i to uger kun må spise økologisk.

Ved eksperimentets start får familiens medlemmer udtaget urinprøver, og det viser sig, at de indeholder mange ubehagelige stoffer som eksempelvis insekt- og svampemidler og stråforkortere.

Efter en periode på udelukkende økologiske fødevarer, fra æg og mælk til kød og grønsager, tages nye prøver på familiens medlemmer, og det viser sig, at pesticider og andet stads i store træk er væk.

Og selv om filmen er svensk, og det primære mål er at styrke Coops brand i Sverige, så vil man med kampagnen også give økologisk landbrug et globalt skub, hedder det i en meddelelse fra parterne bag eksperimentet:

- Problemstillingen er international, fordi vores fødevarer kommer fra hele verden. Og resultaterne af eksperimentet her vedkommer alle, der spiser.

De forskellige laboratorietests er gennemført af IVL, Svenska Miljöinstitutet, og hele rapporten om eksperimentet kan hentes her

Filmen om eksperimentet er skabt af reklamebureauet Forsman & Bodenfors, produceret af Acne Film, postproduceret af Shortcut Stockholm og seedet af Be On. 

Se filmen ”The Organic Effect” her.