Den 1. juli trådte en ny lov i kraft, som kræver, at alle virksomheder skal tjekke, at de ikke sender reklamer og anden markedsføring til personer, der optræder på den særlige “Robinsonliste“. Listen udarbejdes hvert kvartal af Indenrigsministeriets CPR-kontor og tæller de personer, der i Det Centrale Personregister (CPR) har fået registreret, at de frabeder sig markedsføringshenvendelser. Udover listen tilbyder CPR-kontoret også en service, som gør det muligt for virksomheder hele tiden at have opdaterede kundekartoteker.
Hver gang der sker en adresseændring bliver den registeret i CPR, som har været i gang i de sidste 30 år. Herudover indeholder CPR også oplysning om navn, udrejse, markedsføringsbeskyttelse, død og værgemål.
- Ved at abonnere på oplysninger fra CPR kan virksomheder undgå, at der bliver sendt breve de forkerte steder hen, siger Carsten Grage, der er kundekonsulent hos CPR-kontoret.
- Vi får virksomhedernes lister med kunder og tjekker dem hele tiden for dem. På den måde har de hele tiden aktuelle oplysninger om bl.a. adresse og markedsføringsbeskyttelse. Virksomhederne kan også selv tjekke, om deres kunder findes på “Robinson Listen“. Men listen kommer kun hvert kvartal og der kan opstå problemer, fordi navne og adresser kan være skrevet forskelligt, siger han.
Blandt de virksomheder, som har valgt at benytte sig af CPR-kontorets ordning, er virksomheder fra den finansielle sektor, teleselskaber, men også firmaer, der ikke har et fast tilhørsforhold til deres kunder. Den nye lovgivning indebærer nemlig, at kredsen af private, som kan abonnere på oplysninger fra CPR, er udvidet.
- Tidligere kunne kun visse erhvervsvirksomheder abonnere på oplysninger om personer, som de havde et konkret retsforhold til. Nu kan alle virksomheder, foreninger og fonde blive kunder, og for virksomheder er det ikke længere et krav, at de har et konkret retsforhold til de personer, de ønsker at modtage oplysninger om, siger han. Pr. 5. september har 2652 personer fået en sådan registrering hos CPR-kontoret.

IKKE I KONKURRENCE
Hos Tele Danmark Forlag er man også klar over de nye regler. Men udover de personer, som er registret i CPR-registret, har Tele Danmark også kendskab til andre personer, der ikke vil modtage reklamer. Siden 1992 har man samlet den type oplysninger om kunderne, som man har kunne videresælge til markedsføring. Som en særlig ny service vil Tele Danmark Forlag yde den service at fjerne de personer, der er på den såkaldte “Robinsonliste“, men vil samtidig fjerne de kunder, Tele Danmark kender til, der ikke vil have reklamer.
- Vi har løbende gjort vores kunder opmærksom på, at hvis de ikke have, at vi videresælger deres adresser kan de oplyse os om det. En væsentlig del af vores aktiviteter er at sælge adresser til brug for markedsføring. I de otte år vi har registeret folk har vi fået langt flere end de 1000, som CPR-registret påstår at de for øjeblikket har i deres base, siger Johnny Gudmar, salgsdirektør i Tele Danmark Forlag
- Det er helt andre tal, som vi har i vores base. Men jeg anser det ikke som om, vi er i konkurrence med CPR-registret. Vi arbejder med databasemarkedsføring og har langt færre kunder end de har. Men både vi og CPR-kontoret har gjort det lettere for forbrugeren at melde fra. Det er en styrkelse af forbrugerens retssikkerhed og der er jo ingen firmaer, som ønsker at sende ud til personer, der ikke vil have reklamer, siger han.