Søge- og annoncegiganten Google har gennem længere tid testet placeringerne af betalte annoncer på verdens største søgemaskine, og nu sker der ændringer.

Det bekræftede søge- og annoncegiganten forleden over for bl.a. nyhedssitet Search Engine Land, hvoraf det fremgår, at Google fjerner en stor del af de betalte annoncer fra deres søgeresultater, nemlig hele rækken af annoncer i højre side.

FØR: (Søgning på rejseforsikring)

Ændringen træder i kraft på desktop-søgninger globalt, men det er endnu uvist, hvornår det slår igennem på alle søgninger.

Udover at fjerne annoncerne fra højre side vil Google desuden begynde at vise op til fire topannoncer over de organiske søgeresultater frem for de maksimalt tre annoncer, der hidtil har været tilfældet.

Dette har Google testet over flere omgange siden 2010 og senest i december sidste år.

EFTER: (Søgning på rejseforsikring)

Vær opmærksom, annoncør

Hvilken betydning får det for annoncørerne?

- Det er stadig for tidligt at sige, hvor stor en betydning denne ændring får. Men kommer vi til at opleve højere klikpriser, vil det utvivlsomt gøre det sværere for mindre virksomheder at kunne deltage på denne kanal, lyder vurderingen fra AdWords-ekspert Frederik Hyldig, der er Head of PPC hos searchbureauet s360.

Hvad skal annoncørerne holde øje med?

- Annoncører skal være opmærksomme på, at der nu vil være en større opdeling mellem annoncerne i søgeresultaterne. Hvor man før kunne regne med, at klikpriserne og trafikken (klikfrekvensen) faldt støt i takt med annonceplacering, så kan man nu opleve, at der vil være en markant opdeling i både klikpriser og klikfrekvens mellem top- og bundannoncer, siger Frederik Hyldig.

Altså skal annoncører være opmærksomme på om deres klikpriser vil stige, og om de i så fald stadig kan være med til disse priser.

Tror du, at priserne stiger?

- Det er ikke til at sige endnu. Det er heller ikke sikkert, at den gennemsnitlige klikpris vil stige, men måske sker der i stedet en opdeling, så det er dyrere at være i toppen og billigere at være i bunden. Vi får helt sikkert noget godt data på dette i løbet af de næste uger, slutter Frederik Hyldig.