I foråret stiftede danskerne for første gang bekendtskab med virksomheden SAFEonNET, der meldte sig på markedet med noget så usædvanligt som en “shitstorm-forsikring”.

Ideen bag forsikringen kom oprindelig af en idé om at etablere et Reputation Center - et center, der skulle kunne generere data om virksomheders online omdømme og værdi.

Nu kommer der handling bag tankerne, og Reputation Center ventes ifølge en meddelelse fra SAFEonNET at åbne til sommer med base i København.

Målet er, at centret vil kunne bidrage til at levere globale ratings af personers og virksomheders omdømme og brandværdi - og dermed fx kunne bidrage til investeringsselskabers, virksomheders og kreditinstitutters arbejde med værdiansættelse.

Ifølge William Atak, der er direktør i SAFEonNET (der er en del af online marketingbureauet ATAK), har projektet været undervejs i et stykke tid, men nu er flere interesserede - herunder samarbejdspartnere - begyndt at melde sig.

Kalibrerede algoritmer

- Det er gået utroligt stærkt, siden det er sluppet ud, hvad vi går og arbejder på. Over sommeren er vi bl.a. blevet optaget i Rådet For Digital Sikkerhed, SAFEonNET har indgået samarbejde med forsikringsselskabet AIG, og vi har præsenteret projektet for CIBS (Center for Information and Bubble Studies) ved Københavns Universitet, der er interesserede i et samarbejde omkring vores matematiske algoritmer, fortæller William Atak.

Ifølge SAFEonNET vil Reputation Center, via matematiske, kalibrerede algoritmer, med stor nøjagtighed kunne udregne privatpersoners og virksomheders Reputation Risk, dvs. risici for at få et negativt renommé, ud fra deres online omdømme og brand.

Formlen til at give et billede af virksomheders omdømme og brandværdi er en metode, som SAFEonNET allerede gør brug af i deres daglige arbejde med virksomheders omdømme, og det var også den, der inspirerede til ideen om Reputation Center.

Allerede interesse

William Atak forventer, at Reputation Centers typiske kunder vil være forsikringsselskaber, banker, investorer, virksomheder og kreditvurderingsselskaber, men mener også, at det vil være interessant for en lang række andre typer af virksomheder, som fx revisionsselskaber, ministerier, personer og rekrutteringsbureauer.

Og allerede nu oplever virksomheden stigende interesse:

- Specielt har vi pt. interessante dialoger med virksomheder, der arbejder inden for investeringsområdet, da netop svingninger på de digitale medier kan være med til at forudsige positive og negative tendenser, før de rent faktisk sker, siger William Atak.

Reputation Center forventer at slå dørene op for aktiviteterne i sommeren 2016.