Tre forskellige bureauer står bag tre aktuelle kampagner, der i disse dage forsøger at få danskernes opmærksomhed.

Den første er fra slikbrandet Carletti, der bl.a. står bag Skumbananer og P-tærter, og kampagnen er umiddelbart lige så mystisk, som danskernes slikvaner er.

Kampagnens koncept er nemlig baseret på indsigter hentet fra en undersøgelse af danskernes slikvaner, som bureauet bag kampagnen, Envision, står bag.

- Envisions undersøgelse viste, at danskerne har helt utroligt mange gode grunde til at forkæle sig selv med lidt slik. Og har de ikke én, kan de da hurtigt finde på én. Jeg synes, det er godt set af Envision. Det er en sjov indsigt, som der ligger masser af god kommunikation i, og som frem for alt er noget forbrugere kan genkende, lyder det fra Katrine Tulstrup, marketingchef for Carletti, i en pressemeddelelse.

Kampagnen, der gik i luften 4. februar, kører på SoMe, i butikker og på TV.

Rynkeby relancerer juice-brand

Den anden kampagne stammer fra fynske Rynkeby Foods, der er begyndt året med en storstilet relancering af brandet ”Rigtig Juice”.

Juicebrandet forsvandt ellers for ni år siden, da navnet blev ændret til ”God Morgen”, men juiceproducenten fik i 2016 nye ejere i skikkelse af Eckes-Granini Group – den tidligere ejer var Arla – og det har banet vej for relanceringen af brandet.

Rigtig Juice fås nu i seks smagsvarianter, og så skal juicen ikke længere hældes op – eller drikkes – fra karton, men fra nydesignende flasker, der er udviklet internt, fortæller Jørn Falk, marketingdirektør i Rynkeby Foods.

- Rigtig Juice er et brand med en stor betydning for både Rynkeby og vores historie, og rigtig mange danskere kender eller husker juicen som den her hvide karton, der var en del af morgenmadsbordet. Derfor har vi nu besluttet at relancere brandet, siger han.

Relanceringen bakkes naturligvis op af en massiv kampagne, der især er synlig ved juice-hylderne i de danske supermarkeder og så på TV 2, hvor der kører masser af Rigtig Juice-spots i øjeblikket.

Nørgård Mikkelsen er reklamebureauet bag kampagnen.

Krifa siger god arbejdslyst

Den tredje udvalgte kampagne er i en lidt anden boldgade end de foregående. Den stammer fra Krifa, Kristelig Fagforening, og her stilles der skarpt på danskernes arbejdslyst og trivsel på jobbet.

Kampagnen, som reklamebureauet Hjaltelin Stahl er de kreative kræfter bag, omfatter bl.a. en film, der viser effekten af stress og mistrivsel.

Kampagnefilmen foregår ikke på arbejdspladsen, som vi er vant til at se det, når fagforeninger og a-kasser står bag kommunikationen, og det skyldes, at ”det ikke handler ikke om, hvad du laver – det handler om, hvordan du har det”, forklarer Søren Filbert, direktør i Krifa, der har stået i spidsen for arbejdet med kampagnen, i en pressemeddelelse.

- Har man lyst til at gå på arbejde om morgenen, er der en god chance for, at man kommer glad hjem. Så god arbejdslyst er noget, både virksomheder og familien vinder ved, siger han.

Kampagnens indsigter stammer fra Krifa God Arbejdslyst Indeks, der er udviklet i samarbejde med Institut for Lykkeforskning og Kantar Gallup.