”Jamen, jeg ved slet ikke, hvad chiafrø er”, lyder det panisk fra Malthe, som netop er startet på sit nye job i en af Coops butikker. I arrigskab over uvidenheden pudser den kvindelige kunde sin søn (!) på Malthe, og han må flygte - for kort efter blot at løbe ind i endnu flere mareridts-scenarier i butikken.

De mange ”gyselige” scener stammer fra en ny film med titlen ”Den Første Dag”, skabt af Konstellation & Republica, Playground Productions og Thomas Falkenberg for Foreningen Coop, og den kører lige nu rundt på nettet til den helt store guldmedalje.

Alene det ene opslag på Foreningen Coops Facebook-side har på bare et par dage trukket 20.000 unikke visninger, men samlet er reach langt højere, da filmen deles på kryds og tværs og også trækker opmærksomhed på bureauets og produktionsselskabets sider.

I sin form er filmen skabt som en klassisk biograf-trailer, og den har to formål, fortæller Maiken Friberg, der er kommunikationschef og chefredaktør hos Coop amba, også kaldet Foreningen Coop:

- Dels vil vi gerne sætte fokus på, at vi er en andelsforening, og ikke kun en række detailkæder - også over for de unge målgrupper - og dels bruger vi, i samarbejde med HR, filmen som det man kalder en onboarding-film, dvs. den bliver sendt ud til vores nyansatte unge sammen med kontrakten, siger hun.

Klassiske gyser-greb

Men hvorfor lige den ”gyselige” tilgang?

- Ideen bygger først og fremmest på en række interviews med unge, hvor de er blevet spurgt om, hvad de tænker om det at starte i det første job. Og der er ingen tvivl om, at de forbinder det med at være spændt og måske en smule angst, så da Republica kom med ideen om en gyser-trailer, var vi straks med på den, siger Maiken Friberg og tilføjer:

- Hvis man vil fange den unge målgruppes opmærksomhed, er det nødvendigt at tænke utraditionelt, og da mange af os selv er selv film- og seriefans, kunne vi med det samme lide ideen om en trailer - og om gyset som det kreative greb.  

Målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, og ifølge Maiken Friberg tilhører omkring halvdelen af de cirka 40.000 ansatte i Coops butikker denne aldersgruppe:

- Vi ved, at hver 10. unge dansker er ansat i Coop på et eller andet tidspunkt i deres liv, nogle i længere tid andre i kortere, men vi vil gerne have dem til at blive lidt længere. Så derfor håber vi også, at ”Den første dag” kan være med til at give dem en god start.

Midt om natten

For at få den rette gyser-stemning frem var det i øvrigt nødvendigt at optage i mørke, fortæller Maiken Friberg:

- Så vi filmede over to nætter fra 20 til 5.30 om morgenen i en af vores butikker, hvilket var en helt særlig oplevelse. Ligesom samarbejdet med skuespillerne. 

Instruktøren er Kristian Ussing, der sammen med Thomas Falkenberg også står bag manus.

Se med her.