I et forsøg på at sætte en anderledes dagsorden, har Læger uden Grænser valgt at droppe den klassiske landsindsamling og i stedet udviklet et nyt koncept.

Aktuelt kører konceptet i forbindelse med kampen mod mæslinger, og det ser ud til at bære frugt, siger Anni Kammer, der er Event Manager hos Læger uden Grænser.

Ideen med det nye koncept er at møde danskerne på nye og anderledes måder og gøre opmærksom på organisationens arbejde gennem blandt andet events og sociale medier.

- Vi er ikke færdige med kampagnen endnu, og man kan selvfølgelig heller ikke sammenligne det med en bred landsindsamling - men foreløbig ser resultaterne lovende ud, siger hun og tilføjer:

- Dels kan vi se, at vi har fået fat i de yngre målgrupper, hvilket var en af målsætningerne.

- Og så lykkes vi med at rejse donationer til vores arbejde i kampen mod mæslinger. Her trækker Facebook donationer i en grad, vi ikke har set før, og også via sms kommer der penge ind.

Anni Kammer ønsker ikke at sætte tal på, hvor meget kampagnen har hentet ind endnu, da den fortsat er i gang, men fortæller, at en enkelt person forleden henvendte sig og donerede 100.000 kroner efter at have set kampagnen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Plettet baby-dukke i montre

Kampagne-platformen Prik mod Prikker, der er skabt i samarbejde med bureauet The Unicorn, er synlig i flere kanaler - herunder print, sociale medier, videoer – og ikke mindst events. 

Og i sidstnævnte sammenhæng har især én ting fanget danskerne, fortæller kreativ direktør Thomas Pries:

- Eventet “Baby in Red”, hvor vi har udstillet en yderst realistisk baby-dukke med mæslinger i en glasmontre har vakt stor opmærksomhed både på gaden og på sociale medier – også i de landsdækkende medier blev eventen taget op, blandt andet med et 10 minutter langt indslag i Go’ morgen Danmark. 

Ud over dukken i montren har Læger uden Grænser og The Unicorn også "spredt smitten” forskellige kendte steder i København med ”mæslinger”. 

Det har man gjort ved hjælp af et såkaldt drive by-event, hvor en bil projicerede røde prikker op på blandt andet Børsen, Marmorkirken, Udenrigsministeriet og i Nyhavn.

Om hvorfor denne type indsats giver mening set med kreative briller, siger The Unicorns Peter Metcalfe:

- Danskerne bliver bombarderet med billeder af børn i nød, og der skal noget nyt til at fange opmærksomheden og betalingsvilligheden.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- De røde prikker er et simpelt symbol på mæslinger og et stærkt grafisk univers, der er nemt at arbejde med. Også for eventuelle samarbejdspartnere på sigt. 

Hvem kunne det være?

- Jamen, det er jo nærmest kun fantasien, der sætter grænser for, hvor danskerne kan komme til at møde de røde prikker – og selv være med til at fjerne dem. Det kan være alt fra tøjdesignere til bagere, der bruger de røde prikker på deres produkter, siger Peter Metcalfe.

Vedvarende katastrofe

Hos Læger uden Grænser er Anni Kammer ikke i tvivl om, at projektet er ekstremt vigtigt:

- Vacciner redder liv, kort og godt. På verdensplan dør omkring 300 mennesker om dagen af mæslinger. Langt størstedelen af dem, er børn under fem år, som i løbet af kort tid kan bukke under for sygdommen. 

- Det her er en vedvarende katastrofe, og derfor har vi også fået udviklet denne vedvarende kampagne-platform, som vi kan også kan bruge næste år, siger hun.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Baby in Red-eventen kører videre hen over weekenden i Odense, Silkeborg, Aalborg og Aarhus.

Se filmene fra de to events herunder. 

The Unicorn har selv produceret med Thomas Pries som instruktør, Bastian Schiøtt som fotograf og bureauets to nye medarbejdere Camilla Schønberg og Marius Nissen Dahl, der begge kommer med en solid erfaring inden for filmproduktion, på holdet.

Baby in Red

Drive by Infection