Lars Jul fra Mount Belzoni Production slår endnu engang fast, at han er Danmarks bedste til radioreklamer. Den 45-årige producer fra Djursland vandt for nylig igen Danmarks mest prestigefulde radiopris, Prix Radio 2016.

I den prisvindende reklame ”Langelandsfestival: Vi ses, røvhuller” optræder producerens egne børn Noah og Filippa i hovedrollen som to frække unger, der står på festivalens store scene og råber til publikum.

I spottet medvirker også 25.000 hvinende publikummer og festivalkonferencieren Bubber.

Det er anden gang Lars Jul vinder en Prix Radio for et reklamespot.

Med et lydstudie i baghaven

Radioreklamer har Lars Jul lavet mere end 3.000 af til firmaer som blandt andre Elgiganten, Toys’R’us, Magasin og jem & fix.

Om sin egen succes siger Lars Jul:

– Jeg har fundet det perfekte set-up med mit eget lydstudie i baghaven, hvor jeg bor. Jeg er både idémand, tekstforfatter og producer. Det gør det dejlig enkelt og effektivt. Når jeg først har ideen i hovedet, løber det nærmest ud af hænderne på mig. Mit arbejde er min hobby, og jeg elsker det.

Lars Jul startede karrieren som radiovært og arbejdede blandt andet som chefproducer for Radio 2/Radio Uptown i København, inden han blev selvstændig.

Opskriften på en god reklame

Når Lars Jul laver sine spots, bruger han forskellige greb som fx frygt og humor.

– Når det gælder de prisvindende Langelands-festivalspots, så bruger jeg et enkelt set-up, gør det letforståeligt og skægt. Jeg bruger de første 15 sekunder på sjov og de resterende 15 sekunder til information.

– Budskabet skal helst opfattes klart indenfor de første fem sekunder. Det må gerne være sødt, sjovt og en smule frækt. Børnegrin, fuglefløjt eller babypludren går altid rent ind, forklarer prisvinderen, der er en af Skandinaviens mest erfarne indenfor sit felt.

Prix Radio 2016 – Danmarks Officielle Radiopriser blev uddelt fredag den 16. september på spillestedet Vega i København i forbindelse med en af Europas førende konferencer for radio- og reklamefolk, ’Radiodays’.

Lars Jul har vundet:

  • 2016: Vinder ’Årets Radioreklame’ Prix Radio - Danmarks Officielle Radiopriser

  • 2012: Vinder ’Årets Radioreklame’ Prix Radio - Danmarks Officielle Radiopriser

  • 2010: Epica Awards bronze i samarbejde med envision for en radioreklame for Falk Lauritsen.