Hver år vælger bureauet Mindshare en eller flere sager ud, som man skaber pro bono-kampagner for - og i år er den globale nyhedsdækning i centrum.

Bureauet har således indgået samarbejde med Constructive Institute på Aarhus Universitet med et mål at udbrede det globale kendskab til constructive journalism inden for medie- og nyhedsbranchen.

Instituttet, der til daglig ledes af den tidligere DR-direktør Ulrik Haagerup, fokuserer i samarbejde med Aarhus Universitet på at udbrede information om constructive journalism - defineret som ”holistiske nyhedsbilleder, som balancerer dækningen af negative og positive nyheder og i højere grad fokuserer på at få nyhedsforbrugere og journalister til at deltage i samfundsdebatten.”

- Vi har ikke været i tvivl om vores valg i år. Constructive Institutes arbejde stemmer overens med Mindshares ønske om at støtte et mere troværdigt og realistisk medielandskab, siger Martin Ove Rasmussen, nordisk CEO i Mindshare og CCO i GroupM. 

Faldende tro på demokratiet

Og der er, ifølge Mindshare-direktøren, mange grunde til at det giver god mening at støtte op om Constructive Institutes arbejde.

Han peger bl.a. på en analyse fra Reuters Institute for the Study of Journalism, der i 2017 undersøgte årsagerne til det faldende forbrug af traditionelle nyhedsmedier.

Konklusionen var, at negative nyheder fik folk til at føle sig hjælpeløse og mindre motiverede til at engagere sig i samfundsdebatten for at løse globale problemer. 

BOGEN THE M LIST ER EKSKLUSIV FOR MEDLEMMER AF DANSK MARKEDSFØRING, MEN DU KAN DOWNLOADE EN ONLINE-VERSION HER

En anden analyse, The Edelman Trust Barometer, ligeledes fra 2017, viste lignende resultater: Her lød respondenternes svar bl.a., at traditionelle nyheder fik dem til at føle håbløshed, manglende tillid og faldende tro på demokratiet.

Filmpremiere i Genève

Det nye samarbejde mellem Mindshare og Constructive Institute manifesterer sig bl.a. i form af Mindshares kortfilm ”A Global Call for Responsible Journalism”, der forleden havde premiere på Global Constructive Conference i Genève.

Med talere fra Google, Oxford Universitet, The Times, Facebook og FN var bl.a. oplysende journalistik og bekæmpelsen af ”junk news” på dagsordenen.

Og Constructive Institutes CEO Ulrik Haagerup lægger ikke skjul på, at han er glad for kampagne-støtten fra Mindshare:

- Vi er meget stolte af, at Mindshare har valgt at adressere constructive journalism som en af deres projekter i år, siger han og tilføjer: 

- Vi arbejder for at få nyhedsforbrugerne til at kræve en mere nuanceret og fremtidsorienteret nyhedsdækning, så vi håber, at dette samarbejde vil være med til at bygge momentum for hele constructive journalism-bølgen. Det er tid til at genopfinde journalistikken.

Du kan se kampagnefilmen ”A Global Call for Responsible Journalism” her. U Itch I Scratch har produceret. Credits under filmen.

Credits

Strategy: Verner Bager og Jacob Holst Mouritzen, Mindshare
Concept: Jacob Holst Mouritzen, Mindshare
Script: Ulrik Haagerup, Contructive Institute, og Jacob Holst Mouritzen, Mindshare
Motion Graphics & Grade: CUTECPH
Producer: Emil Dam Seidel, U ITCH I SCRATCH
Art Direction: Mindshare
Project lead: Karen Sophie Adler-Nissen, Mindshare