Det kan være svært at råbe de unge målgrupper op, når det handler om at få dem til at tænke over deres egen adfærd.

Men sidste år lykkedes det Alkoholpartnerskabet at trænge stærkt igennem mediestøjen med en anderledes kampagne om unges alkoholforbrug, og nu følges der op med en biograffilm.

Det var det tre år gamle kreative bureau Butter, der sidste år stod bag kampagnen, som udover YouTube- og Facebook-serien Fastland bestod af besøg på mange af landets skoler for at få de unge inddraget i en ærlig debat om alkoholvaner.

Kampagnen fik ganske stor mediebevågenhed, og endnu vigtigere: Betydelig opmærksomhed og omtale blandt målgruppen selv - de helt unge skoleelever. Og den megen opmærksomhed havde en klar årsag, lyder det fra bureauet:

- Tilgangen var absolut ingen løftede pegefingre, men en åben dialog med et relevant debatpanel og et serieformat, som vi ved de unge er modtagelige for, siger Josefine Arthur, stifter og partner i Butter.

Komplekse problemstillinger

Serien Fastland  - en anderledes og ufiltreret skildring af dansk ungdomsdruk - var instrueret af Martin Skovbjerg og produceret af Snowglobe, og nu kommer så filmen Brakland, instrueret og produceret af samme hold.

Den nye film følger op på alkohol-debatten, de komplekse problemstillinger og udvider tematikkerne omkring manglende kommunikation, og det at være ung.

- Vi er meget stolte over den store opbakning, der har været fra alle sider, helt fra Fastlands tilblivelse og digitale liv til en omfattende skole turné, til vi nu står over for Brakland på det store lærred, siger direktør i Butter, Anne Sophie Lange.

Biograffilmen får premiere den 22. november, men allerede i morgen samler Butter og Alkoholpartnerskabet 150 mennesker til debat - indledt af børne- og socialminister Mai Mercado - og forpremiere på den nye film.

Du kan se alle Fastland-afsnittene her - og traileren til den nye biograffilm Brakland  herunder.

Brakland - Trailer from Det Danske Filminstitut on Vimeo.