”A truly epic ad” – en i sandhed episk reklame. 

Sådan kalder et af verdens største branchemedier, amerikanske Adweek, en ny reklamefilm, skabt af det danske bureau Uncle Grey for det belgiske øl-brand, Grimbergen.

Øl-mærket distribueres og markedsføres af Carlsberg - og filmen kommer i en ganske særlig anledning.

Det legendariske Grimbergen-kloster i Belgien fra 2020 kommer således igen til at brygge øl – det har man ikke gjort siden 1797, men nu etableres med danske Carlsbergs hjælp et nyt mikrobryggeri på klosterets grund.

Og filmen, som Adweek altså nu hylder som ”epic”, fortæller historien om, hvordan munkene af Sankt Norbert-ordenen i forbindelse med den seneste af mange brande på klosteret kæmpede med næb og klør for at redde de historiske ølopskrifter.

Game of Thrones og Rosens Navn

Med filmen og fortællingen skriver Grimbergen sig fint ind i Carlsbergs egen historie-fortælling om den oprindelige opskrift, fundet i bryggeriets kældre.

Et fund, som gav anledning til det store Rebrew Project – og siden øllet af mærket 1883.

Grimbergen-filmen er, ifølge Adweeks skribent, ”straight out of Hollywood or Game of Thrones”.

Og trækker man et par filmiske tråde en smule længere tilbage, vil kendere af Umberto Ecos ”Rosens Navn” fra 1986 formentlig også kunne drage enkelte sceniske paralleller.

Rune Milton har instrueret filmen, som du kan se her – udpluk af creditlisten under filmen.

Credits

  • Bureau: Uncle Grey
  • Produktion: Thirsty
  • Instruktør: Rune Milton
  • Executive Producer: Niels Kau
  • Editor: Adam Nielsen
  • VFX supervisor / Grading / Compositing: Mikael Balle
  • CGI / Compositing: Kim Fersling, Alexander Schepelern
  • Komponister, musik: Jonas Horsted Larsen, Kevin Koch
  • Sound Design: Kevin Koch
  • Mediebureau: IUM