Stemmeprocenten ved sidste uges valg til EU-Parlamentet var den højeste i 20 år, og det er der især én grund til, mener parlamentets formand, italienske Antonio Tajani:

- Dette er takket være det fantastiske arbejde, parlamentet har leveret med kampagnen #ThisTimeImVoting, skriver han på Twitter.

De ord er en direkte ros til det danske bureau & Co., hvis film Chose Your Future  har været en væsentlig del af kampagnen, og det er da også blevet noteret.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Wow! ikke hver dag, man får et shout out af the President of the European Parliament!:). Jeg bilder mig selvfølgelig ind, at det udelukkende er kampagnens fortjeneste, at stemmeprocenten er steget markant, skriver Emil Towity, der er mediestrateg hos & Co. på sin LinkedIn-profil.

Også partner og kreativ direktør Thomas Hoffmann har bemærket de pæne ord fra EU.

Til parlamentets opslag på Facebook: ”Europa, I stemte. Og i det højeste antal i et kvart århundrede! Tak.”, har han svaret: ”Det var så lidt :-) ”.

John Kerry tweetede også

Filmen, som altså ifølge EU-Parlamentets formand ser ud til at have bidraget til at løfte stemmeprocenten, består af autentiske klip fra timerne omkring 15 børnefødsler i Danmark, Grækenland, Tjekkiet og Ungarn.

Den er skabt af & Co., instrueret af franske Frédéric Planchon og produceret af New Land/Academy Film, og ifølge TubularInsights havde den pr. 28. maj fået 99,6 millioner views på Facebook og 34,1 millioner views på YouTube.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Dertil kan lægges dækning på nationalt TV i stribevis af lande, i medier som Bild, Forbes, Spiegel og The Guardian, SVT Kulturnyhederne – og selv John Kerry, udenrigsminister under den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, tweetede om filmen.

 

Filmen har været sendt ud i en tre-minutters udgave på 33 sprog til digitale og sociale medier, i en TVC-version på 30 sekunder til 26 lande – og i en biografversion  på 35 sekunder til omkring 7.000 europæiske biografer.

Og selv om EU- Parlamentsvalget nu er overstået, så tåler den nok et gensyn.